Spanien - arkitektur - 1900-2010

Gaudis jugendstil med dens typiske nærmest organisk bugtede og bølgende former.

.

Spanien. Museet for romersk kunst, Museo Nacional de Arte Romano, i Mérida er tegnet af arkitekten José Rafael Moneo og indviedes i 1986. De mange fund fra Augusta Emerita, som Mérida hed i romertiden, er samlet i dette store museum, hvis arkitektur er inspireret af oldtidens bygninger, som i stort tal er bevaret i byen; flere bygningsrester indgår også i museet.

.

Artikelstart

Spanien - arkitektur - 1900-2010, Den spanske modernismo-stil var en catalansk strømning ca. 1880-1920, der overvejende kom til udtryk i Barcelona. Den havde både en nationalromantisk tilbageskuende retning, inspireret af middelalderens dekorative univers, og en progressiv retning med materiale- og konstruktionseksperimenter.

Den sidstnævnte repræsenteres af Josep Puig i Cadafalch (1867-1956) og Lluís Domènech i Montaner (1850-1923), men især Antoni Gaudí, hvis bygninger har sat et særligt præg på Barcelonas bybillede, fra etageejendomme, palæer og parkanlæg til kirken Sagrada Familia (påbegyndt 1883). 1920'ernes noucentismo og 1930'ernes rationelle modernisme bevægede sig mellem tidens monumentale tendenser og den internationale modernismes fornyelse.

Den skelsættende verdensudstilling i Barcelona 1929 afspejlede arkitekturens mangfoldighed: Mies van der Rohes berømte minimalistiske pavillon, der repræsenterede Tyskland (genopført 1985), og rekonstruktionen af regional arkitektur med El pueblo español, en bydel efter Camillo Sittes idealer, var placeret side om side med monumentale og pompøse bygninger.

Ingeniør-arkitekten Eduardo Torroja fra Madrid blev pioner inden for betonkonstruktion og fik stor indflydelse, bl.a. i samarbejde med Carlos Arniche og Martin Dominquez, med vandtårne og broer, haller og kirker. Borgerkrigen 1936-39 og det efterfølgende Francostyre bremsede udviklingen frem til midten af 1950'erne; arkitekten Josep Lluís Sert emigrerede i 1939 til USA, men skabte senere bl.a. museet Fundación Joan Miró (1975) i Barcelona. I Madrid var indflydelsen herefter angloamerikansk, delvist orienteret mod 1800-t.s stilarter og en forkærlighed for geometriske former.

Først i 1960'erne indtrådte en egentlig nytænkning med den catalanske regionalisme, der var forbundet med kampen for et selvstændigt arkitektonisk udtryk. Ricardo Bofill og tegnestuen Taller de Arquitectura, som han oprettede 1962, samt José Rafael Moneo var centrale skikkelser, der senere også har fået store opgaver i udlandet.

I 1980'erne blev Barcelonas konsekvente og originale udformning af offentlige pladser et vigtigt bidrag til den internationale byplandebat. Verdensudstillingen EXPO i Sevilla 1992 medførte en omfattende byfornyelse i Sevilla og opførelsen af bl.a. en ny banegård og en ny lufthavn (J.R. Moneo).

Den amerikanske arkitekt Frank O. Gehry opførte 1989-92 en del af den olympiske by i Barcelona samt det skulpturelt udformede Guggenheim-museum i Bilbao, indviet 1997.

Læs mere om Spanien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig