Sorthat-Muleby er en bydannelse på Vestbornholm mellem Rønne og Hasle. Den har 561 indbyggere (2013).

Sorthat-Muleby er dannet af de to byer Sorthat og Muleby, begge ved den gamle landevej Rønne-Hasle, men adskilt af Muleby Å. Den fungerer hovedsagelig som satellitby for de to større byer og har især efter lukningen i 1998 af Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik vest for Muleby kun få lokale arbejdspladser. Det fredelige villakvarter i Sorthat-Muleby er præget af både ældre mennesker, fritidsbornholmere og i stigende grad også af fastboende børnefamilier.

Mellem de forladte fabriksbygninger og Østersøen ligger Smaragdsøen og Pyritsøen, to vandfyldte, tidligere lergrave og et smukt område at besøge i den store skovstrækning, der strækker sig langs øens vestkyst hele vejen fra Rønne til Hasle og tiltrækker både naturelskere, kondiløbere og andre sportsfolk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig