Sorte Onsdag

Sorte Onsdag (Black Wednesday) er en betegnelse, som eftertiden gav onsdag den 16. september 1992, hvor Storbritannien blev tvunget til at trække sig ud af EUs fastkurssamarbejde (EMS – det Europæiske Monetære Samarbejde).

Premierminister Margaret Thatcher var modstander af at Storbritannien skulle tilslutte sig EMS'en, men blev overtalt af flere af medlemmerne i hendes regering til at tilslutte sig samarbejdet.

Medlemskab af EMS'en medførte, at regeringen påtog sig en forpligtelse til at fastholde kursen på britiske pund stabil i forhold til de øvrige kurser inden for snævre udsvingsmarkeder og lagde således begrænsninger på regeringens pengepolitiske frihedsgrader. Man var klar over, at medlemskab kunne skabe økonomiske problemer på kort sigt, især hvis stigende inflation gjorde britiske varer ikke-konkurrencedygtige i udlandet. Vurderingen var imidlertid at samarbejdets formål om at holde inflation og renteniveauer under kontrol ville virke på længere sigt.

Dybden og varigheden af den lavkonjunktur som var begyndt i slutningen af 1980'erne overraskede imidlertid den britiske regering. Det stod hurtigt klart at økonomien befandt sig i den dybeste lavkonjunktur siden 1930'erne. Den britiske økonomis vedvarende ringe tilstand sammen med stigende frygt på de globale pengemarkeder for, at det britiske pund var overvurderet, førte til sigende pres på pundkursen.

Krisen kulminerede midt i september 1992, hvor aktører på valutamarkedet begyndte at sælge ud af deres beholdninger af pund af frygt for, at den britiske regering ikke i længden ville være i stand til at holde den kurs, som medlemskabet af EMS'en krævede. Regeringen forsøgte at forsvare pundet og opbrugte i bestræbelserne herpå næsten landets samlede valutareserver til at opkøbe pund og dermed holde kursen inden for de tilladte udsvingsmargener. Da dette til sidst ikke længere var muligt, besluttede regeringen at forlade EMS'en og devaluere pundet. Forløbet, og det faktum at Storbritannien måtte forlade EMS'en, var dybt skadeligt for den konservative regering, idet tilliden til Conservative Partys traditionelle image og selvforståelse som en god forvalter af økonomisk politik led et knæk.

Sorte Onsdag indtraf på et tidspunkt, hvor skepsis i Conservative Party overfor EU-medlemskabet var begyndt at samle kræfter. Sorte Onsdag var i høj grad med til yderligere at øge ubehaget i partiet over for EU og blev således en hændelse med store konsekvenser for eftertiden i britisk politik.