Sorgenfri Slot

Sorgenfri Slot. De tidligere stald- og kavalerbygninger fra 1740'erne flankerer alléen, der fører op til slottet.

.

Artikelstart

Sorgenfri Slot, slot i Lyngby nord for København. Det opførtes 1705-06 som landsted for greve Carl Ahlefeldt (1670-1722); François Dieussart var arkitekt for det 11 fag lange hus med pilastersmykket facade og to korte sidefløje.

I 1740'erne opførte Lauritz de Thurah for Frederik 5. kavaler- og staldbygningerne, og i 1756 ombyggede han huset til én etage med mansardtag og tagrytterspir. I 1789 købte arveprins Frederik Sorgenfri, som Peter Meyn istandsatte 1791-94 i nyklassicistisk stil; barokparken omlagdes til romantisk have med bl.a. Schweizerhuset (ca. 1800) og Norske Hus (1809), begge tegnet af N.A. Abildgaard.

Sorgenfri var 1730-69 og 1789-1855 i kongehusets og derefter i statens eje. Fra 1898 var det sommerresidens for den senere Christian 10. og Alexandrine, fra 1952 bolig for arveprins Knud og hans familie; efter Caroline-Mathildes død i 1995 har huset været ubeboet. Grev Christian af Rosenborg boede til sin død i 2013 i en sidebygning til slottet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig