Sorø Kommune opstod ved en fusion af de tidligere Sorø, Stenlille og Dianalund Kommuner ved Strukturreformen i 2007. Kommunen har ca. 30.000 indbyggere og ligger midt på Sjælland omkranset af kommunerne Slagelse, Kalundborg, Holbæk, Ringsted og Næstved. Fem byer har over 1.000 indbyggere. Ud over hovedbyen Sorø er det Dianalund, Frederiksberg, Stenlille og Ruds Vedby. Mange af kommunens byer er placeret langs jernbanenettet, som sammen med motorvej E20, der går tværs gennem området, giver grundlag for en del erhvervsmæssig pendling til og fra nabokommuner og København. I kommunen findes en stor offentlig beskæftigelse, som særligt skyldes, at Region Sjællands centrale administration ligger i Sorø.
Det er is og smeltevand fra sidste istid, der har dannet kommunens småbakkede landskab med brede dale og dybe huller, som nu er søer og moser. Der er registreret hele 2.013 søer, herunder Sorøsøerne, der består af Sorø Sø, Pedersborg Sø og Tuelsø. Også Åmose, der omfatter flere sammenhængende moser, ligger delvis i kommunen. Cirka en femtedel af kommunens areal er dækket af skove med flere sjældne dyre- og plantearter. Suserup Skov, der er en naturskov ved Tystrup Sø, er en af Danmarks ældste skove. Den har været meget lidt påvirket af mennesker, og variationen af træer, som får lov at dø og nedbrydes, giver god mulighed for at studere sjældne arter fx af svampe. Store dele af områdets ofte privatejede skove har dog træproduktion som hovedformål. I landbruget giver jordbundens fede ler grundlag for en udbytterig dyrkning af vinterhvede, der er den dominerende afgrøde. Langt nede i jorden ved Stenlille er etableret et stort menneskeskabt reservoir af naturgas, der bl.a. benyttes ved sæsonsvingninger i forbruget. Derudover forsynes kommunen bl.a. af det nyindviede kraft-varme-værk Sorø Bioenergi, der omdanner haveaffald til el og varme.
De første tegn på menneskelig aktivitet i kommuneområdet stammer fra jægere, der kom til området for mere end 12.000 år siden. I yngre stenalder indledtes mere permanente bosætninger, og fra bronzealderen stammer gravhøje. Fra jernalderen og vikingetiden kendes fund af hhv. genstande ofret til guderne og sølvfund.
Fra omkring år 1100 havde Hvideslægten sæde i Fjenneslev øst for Sorø. Slægten, der kan spores tilbage til jarlen Skjalm Hvide, havde stor magt, tætte relationer til kongemagten og opførte kirkerne i Fjenneslev, Pedersborg, Slaglille og Bjernede. Skjalms søn Asser Rig og hans brødre stod bag opførelsen af Sorø Kloster i 1142, der udviklede sig til et slægtskloster for Hvideslægten. Hans søn Absalon overdrog senere klosteret til de teknisk dygtige cisterciensermunke, der anlagde et stort kanalanlæg til at lede vand fra Sorø Sø til Tuelsø for at drive klosterets vandmøller.
Efter Reformationen overtog kongemagten klosteret, der i 1586 omdannedes til kostskole, og i 1623 blev det til et akademi, hvor adelige færdigheder som fægtning, ridning, dans og tegning skulle fremmes. I en kortere periode havde akademiet også status som universitet. I dag er Sorø Akademi det eneste statsgymnasium i landet.
Sorøs historie hænger i høj grad sammen med akademiets udvikling, og i 1798 blev byen tilmed administrationscentrum for Sorø Amt. Jernbanelinjen mellem Roskilde og Korsør førte toget til og fra byen fra 1856. I 1895 blev Danmarks første husholdningsskole oprettet i Sorø, og fra 1902 uddannedes på Ankerhus Seminarium lærerinder til husholdningsskoler i hele landet. I dag er byens største private virksomhed Hørkram Foodservice A/S. Virksomheden blev etableret i 1960 som købmandsforretning og er i dag en landsdækkende leverandør af fødevarer til restauranter, kantiner og butikker. Sorø by har en befolkning på ca. 8.000 indbyggere.
En anden by, der er tilknyttet udviklingen af en institution, er Dianalund, der har godt 4.000 indbyggere. Det var Anstalten for epileptiske i Tersløse, stiftet i 1897, der skabte grobund for byen. Anstalten blev til Kolonien Filadelfia, som i 1921 havde over 550 patienter i 30 bygninger. I dag rummer Filadelfia hospital, specialskole, efteruddannelse samt sociale døgn- og dagtilbud og beskæftiger ca. 600 personer omregnet til fuldtidsjobs.
Frederiksberg med ca. 3.800 indbyggere er en boligforstad til Sorø, hvor bydannelsen skete efter 1856 med jernbanens anlæggelse. Savværker og trævarefabrikker er en del af byens historie. Stenlille med godt 2.000 indbyggere er tidligere kommunesæde for Stenlille Kommune. Ruds Vedby, der har ca. 1.700 indbyggere, har siden 1989 lagt jord til den årligt tilbagevendende udendørsforestilling Ruds Vedby Borgspil.
I Sorø Klosterkirke, der stadig fungerer som kirke, er Hvideslægten og flere konger gravlagt, ligesom et gravmonument skabt af Johannes Wiedewelt over Ludvig Holberg er at finde. Akademihaven, hovedbygningen og det moderne Mærsk Mc- Kinney Møller Videncenter fra 2008-09 samler fortiden og nutiden. Sorø Kunstmuseum, et statsanerkendt kunstmuseum, der i 2011 indviede en stor tilbygning, har en samling på ca. 2.400 værker af dansk kunst fra 1700-tallet til i dag.
Kommunen har syv herregårde, herunder Tersløsegård, som var ejet af Holberg, og hvor han boede til sin død. Sjællands eneste rundkirke findes i Bjernede. Sorø Sø byder på såvel hyggelig bådfart som springvand af kunstneren Jeppe Hein, mens veteranbiler er i fokus til Klassisk Køredag. Chorus Soranus i Sorø er et af flere kor i kommunen, ligesom der er festivaler for jazz og klassisk musik. To spillesteder, Vesthhuset og Kulturcafé Ludvig, har fokus på bl.a. rytmisk musik.