Sophia de Mello Breyner Andresen, 1919-2004, portugisisk forfatter af delvis dansk afstamning. Skrev fortællinger, Contos Exemplares (1962), og børnebøger som fx O Cavaleiro da Dinamarca (1964, Ridderen fra Danmark). Sin væsentligste indsats ydede hun dog som lyriker (debut 1944) med en meget stilren digtning, der af hende selv blev beskrevet som en "stræben efter det virkelige" med det mål "at se ind i tingene". I 1999 modtog hun de portugisisktalende landes fornemste litterære pris, Camões-prisen.