Faktaboks

Sonny Terry
Født
24. oktober 1911
Død
12. marts 1986

Sonny Terry, egl. Saunders Terrell, 24.10.1911-12.3.1986, amerikansk mundharmonikaspiller og sanger. Terry, der voksede op på landet i North Carolina, blev i barndommen blind på begge øjne og valgte musikken som levevej ligesom bluessangeren og guitaristen Blind Boy Fuller (1907-41), som han i nogle år optrådte sammen med. I 1938 blev han engageret til den første Spirituals to Swing-koncert i Carnegie Hall, hvor han vakte opsigt med sin specialitet: at improvisere solonumre på mundharmonikaen med indskudte sungne verselinjer, fremført i hujende diskant. Terry, der var en lydhør akkompagnatør, fandt i New York sammen med folk-musikere som Lead Belly og Woody Guthrie, og især med Guthrie indspillede han talrige uformelle versioner af hvide og sorte folkemelodier, ofte til Guthries nye, sommetider dagsaktuelle tekster.

1958-80 dannede han jævnligt par med bluessangeren og guitaristen Brownie McGhee (1915-96). De blev en af periodens mest populære blues- og folkduoer både på koncertscenen og på plader. De lod sig også se og høre på teaterscenen og i spillefilm. Sammen med McGhee og alene optrådte Terry med en lang række sangsolister som Big Bill Broonzy, Pete Seeger og Reverend Gary Davis (1886-1972). I 1957 indspillede Terry og McGhee sammen med Paul Robeson, der på det tidspunkt var ildeset af det officielle USA, en række afroamerikanske work songs fra deres fælles repertoire. Sonny Terry har påvirket de fleste folkrock-musikere, der betjener sig af mundharmonikaen som hoved- eller biinstrument.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig