Faktaboks

Sonja Ferlov Mancoba

Sonja Ida Ferlov Mancoba

Født
1. november 1911, København
Død
17. december 1984, Paris
Sonja Ferlov Mancoba sammen med skulptur
Billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba sammen med skulpturen Confiance. Foto: 1977.
Sonja Ferlov Mancoba sammen med skulptur
Af /Ritzau Scanpix.

Sonja Ferlov Mancoba var en dansk billedhugger, som skabte organiske abstrakte skulpturer med afsæt i mellemkrigstidens surrealisme og efterkrigstidens Cobra-miljø. Hun trak ikke vestlige-inspirationskilder ind i sin kunst med menneskelighed, eksistens og humanisme som omdrejningspunkter.

Uddannelse og kunstnerforbindelser i 1930erne

Sonja Ferlov Mancoba startede sin karriere med at uddanne sig på Kunsthåndværkerskolen, hvor hun i 1931 modtog undervisning i maleri hos Bizzie Høyer. I 1932-1932 gik hun på Kunstakademiet i København. Her fulgte hun Aksel Jørgensens undervisning og kort også Kræsten Iversens. På dette tidspunkt var det maleriet og tegningen som optog hende.

Som mange kunstnere i hendes generation orienterede hun sig mod sine kunstnervenner, og hun kom via Ejler Bille, som hun mødte hos Bizzie Høyer ind i det surrealistiske kunstnermiljø i Danmark. Hun mødte også Richard Mortensen, Vilhelm Bjerke Petersen og Gustaf Munch-Petersen. De var alle med i den kreds, der dannede gruppen Linien, og som Sonja Ferlov Mancoba også tilhørte.

Sonja Ferlov Mancoba bliver billedhugger

I sommeren 1935 er Sonja Ferlov Mancoba i GudhjemBornholm sammen med blandt andre Ejler Bille og Richard Mortensen. Her samler hun sammen med Richard Mortensen grenstykker, som hun føjer sammen til små skulpturer. Værkerne falder indenfor den surrealistiske genre objets trouvés – fundne genstande, som sammensættes til kunstværker. I Danmark er Henry Heerup blandt andet også kendt for at beskæftige sig med denne genre i sine skraldeskulpturer. Richard Mortensen beskriver gren-værkernes æstetiske betydning og igangsættende potentiale for de unge kunstnere i artiklen ”Om den spontane metode til irrationel erkendelse” i Julefluen 1935. Tidsskriftet er et særnummer af tidsskriftet Linien, som gruppen udgiver og hvor Sonja Ferlov Mancoba også bidrager.

Sonja Ferlov Mancoba debuterede senere samme år på Den surrealistiske udstilling i Odense, med det tidlige hovedværk Levende grene (i dag på Museum Jorn) som var lavet på Bornholm.

I Gudhjem laver Sonja Ferlov Mancoba også sine to første skulpturer i ler: To levende væsener og Fugl med Unge. Det var veninden og keramikeren Lisbeth Munch-Petersen, som introducerede Sonja Ferlov Mancoba for leret og efterfølgende støbte de to skulpturer i gips. Mødet med leret og det skulpturelle udtryk sammenlignede Sonja Ferlov Mancoba i tilbageblik med den drift og opslugthed et sultent menneske oplever når vedkommende får et stykke brød i hånden.

Ugle, 1936 – en skarp og aggressiv skulptur

Sonja Ferlov Mancoba fortsætter med at arbejde med skulptur men arbejdede sideløbende med tegning, collage og maleri. Det er dog billedhuggerkunsten der bliver hendes hovedfokus og det hun kendes bedst for i dag. Sommeren efter i Rørvig i 1936 skaber hun et andet hovedværk gipsskulpturen Ugle som senere samme år bliver vist på Kunstnernes Efterårsudstilling. Værket blev senere tilintetgjort af kunstneren, men kendes fra fotografier. Sonja Ferlov Mancoba har beskrevet sin proces med Ugle til kunsthistorikeren Troels Andersen, blandt andet om ”den skarpe vinge … den var så dejlig aggressiv.” Hermed slår hun et tema an som løber gennem hendes kunst: aggression eller grusomhed, kamp og kraft. Voldsomme kræfter i mennesket. Fællesskab, samhørighed og dialog er tillige hovedtemaer hos kunstneren.

En del af Sonja Ferlov Mancobas tidlige skulpturer er gået tabt. Både fordi kunstneren tilintetgjorde dem og fordi de var skrøbelige. På kunstakademiet havde Sonja Ferlov Mancoba beskæftiget sig med tegning og maleri og havde derfor endnu ikke skulpturteknikkerne på plads.

Paris og mødet med Giacometti

I 1936 rejste Sonja Ferlov Mancoba til Paris for at arbejde videre som kunstner i det kosmopolitiske kunstnermiljø og tæt på de mange museer som byen rummede. Hun blev indskrevet på det franske kunstakademi og fik atelier i Rue du Moulin-Vert. Kunstneren Alberto Giacometti har atelier i samme bygning og han lærer hende blandt andet at arbejde med blår i gipsen, så hun kan modellere op i gips med større holdbarhed.

Paris og museerne

Museerne i Paris er betydningsfulde, blandt andet det nyoprettede Musée de l’Homme hvis rige samlinger af ikke-vestlig kunst var vigtige inspirationskilder for hendes kunst. Sonja Ferlov Mancoba var allerede tidligt bekendt med afrikansk kunst, via familiens venskab med samleren Carl Kjersmeier. Hun præsenterede blandt andet Linien-kredsen for Kjersmeiers samling af afrikanske kunstgenstande. Inspirationen fra oversøiske kulturer ses blandet andet i værket Maske – også kaldet Krigens udbrud fra 1939, hvis abstrakte væsens-form henter kraft fra både de tidligere pionerer indenfor den abstrakte kunst i Vesten såvel som fra maske- og vaseformer fra ikke-vestlige kulturer. Selv har hun nævnt mexicansk folkekunst som en inspirationskilde til denne skulptur.

Under 2. Verdenskrig

Sonja Ferlov Mancoba forlod Paris i 1939, men vendte tilbage efter blot fem måneder og opholdt sig i byen under besættelsen. Her arbejdede hun på en skulptur, der skyder sig direkte op af grunden og afsluttes i et toppunkt med et øje. Skulpturen er enkel i form og linjer, men med kurver og indskæringer i formen, som træder frem ved nærmere øjesyn. På trods af sin enkelhed rummer skulpturen mange associationer og den er blevet fortolket og oplevet på forskellige vis i kunsthistorien. Selv beskrev hun skulpturen som en trofast ven gennem krigens år og som moder til alt, hvad hun efterfølgende laver. De fire år hun arbejder på den vidner om en kunstner, for hvem processen var vigtigere end det færdige værk. I dag regnes skulpturen for et af hendes hovedværker.

Kunstnerægteparret Sonja Ferlov Mancoba og Ernest Mancoba

Sonja Ferlov Mancoba blev i 1939 introduceret til den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba (1904-2002). Han er ligesom Sonja Ferlov rejst til Paris for at videreuddanne sig som kunstner. Det er den danske keramiker Christian Poulsen, som introducerer Ernest Mancoba til gruppen af danske kunstnere i Paris, herunder Sonja Ferlov Mancoba. De to unge kunstnere bliver kærester. De gifter sig i 1942 midt under 2. Verdenskrig og mens Ernest Mancoba på grund af sit britiske statsborgerskab er interneret i en tysk krigsfangelejr uden for Paris.

Et æstetisk fællesskab

De to kunstnere skaber hver deres kunst, men det er væsentligt at bemærke at de udviklede deres æstetiske og kulturelle ståsted i et nært samarbejde. Fx er Sonja Ferlov Mancoba blevet kendt for formuleringen "Ingen skaber alene", som har rod i det afrikanske humanistisk begreb om "ubuntu" kendt fra blandt andet sprogene Zulu og Xhosa. Det er Ernest Mancoba som introducerer hende til begrebet, som han selv identificerer sig med og kender qua sin sydafrikanske baggrund. Ligeledes introducerer Sonja Ferlov Mancoba Ernest Mancoba til danske inspirationskilder, fx den surrealistiske digter Gustaf Munch-Petersens digt "Det underste land", som havde varig betydning for hende. Sonja og Ernest Mancoba udstillede ved flere lejligheder sammen.

I 1946 bliver parret forældre til sønnen Wonga (Marc) Mancoba (1946-2015), som ligeledes vokser op og bliver kunstnere. De tre mennesker lever og arbejder tæt sammen, hvilket deres efterladte arkiv (i dag huset på Statens Museum for Kunst) vidner om.

Skuffelse over den danske kunstscene: Høst, Cobra og Linien II

I 1947 tager Sonja Ferlov Mancoba, Ernest Mancoba og deres søn til Danmark, hvor de bosætter sig i den lille by Kattinge, nær Roskilde. De bor i Danmark i fem år før de endegyldigt vender tilbage til Frankrig.

Årene i Danmark falder sammen med de år, hvor Cobra bevægelsen dannes med bland andre Asger Jorn som omdrejningspunkt. Sonja Ferlov Mancoba udstiller på Høstudstillingen i 1948 og 1949, to udstillinger tæt relateret til Cobra bevægelsen. I 1949 takker hun også ja til at udstille med Linien II, Cobra og Linien II er begge optaget af den abstrakte kunst, men kommer i 1949 til at stå i opposition, i en stilkrig der kommer til at præge den danske kunstscene i de følgende år. Cobras spontane og gestiske abstraktion står over for Linien II kunstnernes fokus på geometrisk abstraktion. For Sonja Ferlov Mancoba bliver hverken Høst, Cobra eller Linien II en fortsættelse af det sprudlende fællesskab omkring Linien i 1930erne, selv om flere af de samme kunstnere er med. Ikke desto mindre har Sonja Ferlov Mancoba et tilhørsforhold til Cobra, hvor hendes værker optræder i Cobra-tidsskriftet, og et af gruppens 15 hæfter i ”Cobra biblioteket” dedikeres til hende, med redaktion af Asger Jorn og tekst af den belgiske digter Christian Dotremont.

Tilbage til Frankrig

Sonja Ferlov Mancoba og hendes familie flytter til landsbyen Oigny-en-Valois hvor de bor tilbagetrukket og fattigt i ni år. Hun skaber få og små skulpturer i denne periode, hvoraf en del er gået til grunde. Flere kendes dog fra fotografier. En håndfuld er i dag på Museum Jorn. Skulpturerne er små oprettetstående menneske- og fuglelignende figurer med spidse former. De er blevet forbundet med dansemotiver og en genfortolkning af menneskekroppen i en grundmenneskelighed, der søger alternativer til den kønnede og seksualiserede krop. Sonja Ferlov Mancoba bliver i 1948 introduceret til Antonin Artauds forfatterskab, som får stor betydning for hende. Skulpturerne fra denne periode menes at være inspireret af Artauds tanker. Artauds betydning begrænser sig ikke til denne periode, men fortsætter livet ud.

Kunstnerisk opblomstring i Paris

I 1961 får Sonja Ferlov Mancoba fast bopæl og atelier i Paris. Familien flytter ind i et nedlagt butikslokale i Rue du Château 53 i Paris. Flytningen betyder at Sonja Ferlov Mancoba får ro og plads til at arbejde på større skulpturer. Fra disse år stammer hovedværker som fx Confiance (Tillid), 1963, Effort Commun (Fælles bestræbelse), 1963-64, Élan vers l'avenir (Livsmod), 1965-79 og Solidaritet. Tilegnet Elise Johansen, 1966.

Sonja Ferlov Mancobas skulpturer forestiller ofte figurer eller masker, enten alene eller i grupper af forbundne figurer eller skulpturelementer. Det er ikke menneskeskikkelser, men masker eller figurer på grænsen til menneskeskikkelsen. Det bliver et skulptursprog, hvorfra hun kan tale til mennesker om det at være menneske og det ansvar, der knytter sig hertil.

Sonja Ferlov Mancoba om kunstens formål

Sonja Ferlov Mancoba har efterladt en omfattende korrespondance, hvor hun blandt andet beskriver en udtalt civilisationskritik og utilfredshed med det moderne vestlige samfund. Samtidig står hun for en stor tro på menneskets muligheder og forpligtigelse for at forandre vores verden til det bedre. Ikke mindst kunsten og kunstnerne skulle bidrage til det. I filmen ”En dansk billedhugger i Paris” fra 1983 udtaler hun blandt andet ”Hver dag må kampen begynde igen”, et udsagn, der både knytter sig til det kunstneriske arbejde med skulpturerne og til det menneskelige og samfundsmæssige ansvar hun knyttede til kunstnerrollen.

I skulpturen Effort commun (fælles bestræbelse), 1964, forbinder to eller flere figurer sig til hinanden og skaber et rum imellem sig. Med de tre ben, omgår kunstneren en binær pardynamik, og figuren kommer i stedet til at handle om familien, eller fællesskabet generelt. En lignende påkaldelse af omsorg kan oplevelse i skulpturen Den lille nænsomme, 1951. Samtidig kan effort commun også møde beskueren med vildskab og dyriskhed, som et pukkelrygget trebenet udyr. Voldsomheden er lige om hjørnet og vi må som beskuere forholde os til begge dele.

Officiel anerkendelse

Den officielle anerkendelse af Sonja Ferlov Mancoba kunst finder i 1960erne og frem, om end man ikke kan tale om et egentligt gennembrud. Først fra 1962 bliver Sonja Ferlov Mancobas skulpturer støbt i bronze. Det er i årene herefter hendes værker bliver købt af blandt andet Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet. Fx bestiller Statens Kunstfond i 1965 en skulptur til Landsarkivet for Sjælland, hvor arkitekterne Eva og Nils Koppel ved samme anledning tegner en tilbygning. Skulpturen er Skulptur (uden titel), 1969.

I 1966 tildeles Sonja Ferlov Mancoba Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og i 1968 modtager hun Kai Nielsens Mindelegat. I 1971 modtager hun Thorvaldsen Medaljen og Tagea Brandts Rejselegat.

Efter den stille periode i 1950erne udstiller Sonja Ferlov Mancoba igen sin kunst. Hun deltager på udstillinger i Frankrig, USA, Danmark og de nordiske lande. I 1968 udstiller hun som gæst på Den frie Udstilling i København og bliver efterfølgende medlem af sammenslutningen. I 1977 vises Sonja Ferlov Mancobas værker sammen med Ernest Mancobas i en retrospektiv udstilling på Kunstforeningen, København.

I 1979 udkommer den første større monografi om Sonja Ferlov Mancoba og i 1983 får instruktøren Torben Glarbos dokumentarfilm om kunstneren Sonja Ferlov Mancoba – en dansk billedhugger i Paris premiere. Filmen er hovedsageligt optaget i kunstnerens atelier og giver et unikt indblik i hendes kunst og æstetik.

Sonja Ferlov Mancoba dør af lungekræft 17. december 1984. Hun er begravet på Assistens Kirkegård i København.

Efterliv

Interessen for Sonja Ferlov Mancobas kunst er stigende. Statens Museum for Kunst viste i 2019 en stor retrospektiv udstilling med hendes kunst.

Sonja Ferlov Mancoba er portrætteret i Hanne-Vibeke Holsts biografiske roman Kriger uden maske (2022).

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig