Faktaboks

Sonja Ferlov Mancoba

Sonja Ida Ferlov Mancoba

Født
1. november 1911, København
Død
17. december 1984, Paris
Sonja Ferlov Mancoba sammen med skulptur
Billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba sammen med skulpturen Confiance. Foto fra 1977.
Sonja Ferlov Mancoba sammen med skulptur
Af /Ritzau Scanpix.

Sonja Ferlov Mancoba var en dansk billedhugger, som skabte organiske abstrakte skulpturer med afsæt i mellemkrigstidens surrealisme og efterkrigstidens Cobra-miljø. Hun trak ikke vestlige-inspirationskilder ind i sin kunst med menneskelighed, eksistens og humanisme som omdrejningspunkter.

Uddannelse og kunstnerforbindelser i 1930'erne

Sonja Ferlov Mancoba startede sin karriere med at uddanne sig på Kunsthåndværkerskolen, hvor hun i 1931 modtog undervisning i maleri hos Bizzie Høyer. I årene 1932-1933 gik hun på Kunstakademiet i København. hvor hun fulgte Aksel Jørgensens undervisning og kort også Kræsten Iversens. På dette tidspunkt var det maleriet og tegningen som optog hende.

Via Ejler Bille, som hun mødte hos Bizzie Høyer, kom hun ind i det surrealistiske kunstnermiljø, hvor hun også mødte Richard Mortensen, Vilhelm Bjerke Petersen og Gustaf Munch-Petersen. De var alle med i den kreds, der dannede gruppen Linien, og som Sonja Ferlov Mancoba også tilhørte.

Sonja Ferlov Mancoba bliver billedhugger

I sommeren 1935 var Sonja Ferlov Mancoba i Gudhjem på Bornholm sammen med bl.a. Ejler Bille og Richard Mortensen. Her samlede hun sammen med Mortensen grenstykker, som hun føjede sammen til små skulpturer. Værkerne falder inden for den surrealistiske genre objet trouvés ('fundne genstande'). I Danmark er bl.a. Henry Heerup kendt for også at beskæftige sig med denne genre i sine skraldeskulpturer. Richard Mortensen beskrev gren-værkernes æstetiske betydning og igangsættende potentiale for de unge kunstnere i artiklen ”Om den spontane metode til irrationel erkendelse” i Julefluen 1935. Tidsskriftet var et særnummer af tidsskriftet Linien, som gruppen udgav, og som Sonja Ferlov Mancoba også bidrog til.

Senere samme år debuterede Sonja Ferlov Mancoba på Den surrealistiske udstilling i Odense med det tidlige hovedværk fra Bornholm Levende grene (i dag på Museum Jorn).

I Gudhjem havde Sonja Ferlov Mancoba også lavet sine to første skulpturer i ler: To levende væsener og Fugl med Unge. Det var veninden og keramikeren Lisbeth Munch-Petersen, som introducerede hende for leret og efterfølgende støbte de to skulpturer i gips. Mødet med leret og det skulpturelle udtryk sammenlignede Sonja Ferlov Mancoba i tilbageblik med den drift og opslugthed et sultent menneske oplever, når vedkommende får et stykke brød i hånden.

Ugle, 1936 – en skarp og aggressiv skulptur

Sonja Ferlov Mancoba fortsatte med at arbejde med skulptur, men beskæftigede sig sideløbende med tegning, collage og maleri. Det var dog billedhuggerkunsten, der blev hendes hovedfokus, og det hun kendes bedst for i dag.

Sommeren 1936 i Rørvig skabte hun et andet hovedværk gipsskulpturen Ugle, som senere samme år blev vist på Kunstnernes Efterårsudstilling. Værket blev senere tilintetgjort af kunstneren, men kendes fra fotografier. Sonja Ferlov Mancoba beskrev sin proces med Ugle til kunsthistorikeren Troels Andersen og fortalte bl.a. om ”den skarpe vinge … den var så dejlig aggressiv.” Hermed slog hun et tema an, som kom til at løbe gennem hendes kunst: aggression eller grusomhed, kamp og kraft. Voldsomme kræfter i mennesket. Fællesskab, samhørighed og dialog er tillige hovedtemaer.

En del af Sonja Ferlov Mancobas tidlige skulpturer er gået tabt. Både fordi hun selv tilintetgjorde dem, og fordi de var skrøbelige. På kunstakademiet havde hun beskæftiget sig med tegning og maleri, og hun havde derfor endnu ikke skulpturteknikkerne på plads.

Paris og mødet med Giacometti

I 1936 rejste Sonja Ferlov Mancoba til Paris for at arbejde videre i det kosmopolitiske kunstnermiljø og tæt på byens mange museer. Hun blev indskrevet på det franske kunstakademi og fik atelier i Rue du Moulin-Vert. Kunstneren Alberto Giacometti havde atelier i samme bygning, og han lærte hende bl.a. at arbejde med blår i gipsen, så hun kunne modellere op i gips med større holdbarhed.

Inspirationen fra ikke-vestlig kunst

Det nyoprettede Musée de l’Homme i Paris, der rummede rige samlinger af ikke-vestlig kunst, var en vigtig inspirationskilde Sonja Ferlov Mancoba. Hun var allerede tidligt bekendt med afrikansk kunst via familiens venskab med samleren Carl Kjersmeier, og hun præsenterede Linien-kredsen for hans samling.

Hendes inspirationen fra oversøiske kulturer ses bl.a. i værket Maske, også kaldet Krigens udbrud, fra 1939, hvis abstrakte væsensform henter kraft fra både de tidligere pionerer inden for den abstrakte kunst i Vesten såvel som fra maske- og vaseformer fra ikke-vestlige kulturer. Selv har hun nævnt mexicansk folkekunst som en inspirationskilde til skulpturen.

Under 2. Verdenskrig

Sonja Ferlov Mancoba forlod Paris i 1939, men vendte tilbage efter blot fem måneder og opholdt sig i byen under besættelsen. Her arbejdede hun på en skulptur, der skyder sig direkte op af grunden og afsluttes i et toppunkt med et øje. Skulpturen er enkel i form og linjer, men med kurver og indskæringer i formen, som træder frem ved nærmere øjesyn. På trods af sin enkelhed rummer skulpturen mange associationer, og den er blevet fortolket forskelligt i kunsthistorien. Selv beskrev hun skulpturen som en trofast ven gennem krigens år og som moder til alt, hvad hun efterfølgende lavede.

De fire år hun arbejdede på skulpturen vidner om en kunstner, for hvem processen var vigtigere end det færdige værk. I dag regnes skulpturen for et af hendes hovedværker.

Kunstnerægteparret Sonja Ferlov Mancoba og Ernest Mancoba

Sonja Ferlov Mancoba blev i 1939 af den danske keramiker Christian Poulsen introduceret til den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba (1904-2002). Han var ligesom hun rejst til Paris for at videreuddanne sig som kunstner. Sonja Ferlov og Ernst Mancoba giftede sig i 1942 midt under 2. Verdenskrig, og på et tidspunkt, hvor han på grund af sit britiske statsborgerskab var interneret i en tysk krigsfangelejr uden for Paris.

Et æstetisk fællesskab

Ægteparret skabte hver deres kunst, men det er væsentligt at bemærke, at de udviklede deres æstetiske og kulturelle ståsted i et nært samarbejde. For eksempel er Sonja Ferlov Mancoba blevet kendt for formuleringen "Ingen skaber alene", som har rod i det afrikanske humanistisk begreb om "ubuntu", kendt fra bl.a. sprogene Zulu og Xhosa. Det var ægtefællen, som introducerer hende til begrebet, som han selv identificerer sig med og kender qua sin sydafrikanske baggrund. Ligeledes introducerer Sonja Ferlov Mancoba ham til danske inspirationskilder, fx den surrealistiske digter Gustaf Munch-Petersens digt "Det underste land", som havde varig betydning for hende. Sonja og ægtefællen udstillede ved flere lejligheder sammen.

I 1946 blev parret forældre til sønnen Wonga (Marc) Mancoba (1946-2015), som ligeledes blev kunstner. Den lille familie levede og arbejdede tæt sammen, hvilket deres efterladte arkiv (i dag på Statens Museum for Kunst) vidner om.

Skuffelse over den danske kunstscene: Høst, Cobra og Linien II

Skulptur af Sonja Ferlov Mancoba
Skulptur af Sonja Ferlov Mancoba på udstillingen "Cobra" på Kunsten i Aalborg 2020.
Skulptur af Sonja Ferlov Mancoba
Af /Ritzau Scanpix.
Sonja Ferlov Mancoba
Sonja Ferlov Mancoba arbejder på Den lille nænsomme i Gudhjem på Bornholm, 1951.
Sonja Ferlov Mancoba
Af /Ritzau Scanpix.

I 1947 rejste familien til Danmark, hvor de bosatte sig i den lille by Kattinge, nær Roskilde. Her boede de i fem år, før de endegyldigt vendte tilbage til Frankrig.

Årene i Danmark faldt sammen med de år, hvor Cobra-bevægelsen blev dannet med bl.a. Asger Jorn som omdrejningspunkt. Sonja Ferlov Mancoba udstillede på Høstudstillingen i 1948 og 1949, to udstillinger, der var tæt relateret til Cobra bevægelsen.

I 1949 takkede hun også ja til at udstille med Linien II. Cobra og Linien II var begge optaget af den abstrakte kunst, men kom i 1949 til at stå i opposition til hinanden, hvilket kom til at præge den danske kunstscene i de følgende år. Cobras spontane og gestiske abstraktion stod over for Linien II-kunstnernes fokus på geometrisk abstraktion. For Sonja Ferlov Mancoba blev hverken Høst, Cobra eller Linien II en fortsættelse af det sprudlende fællesskab omkring Linien i 1930'erne, selv om flere af de samme kunstnere var med.

Ikke desto mindre havde Sonja Ferlov Mancoba et tilhørsforhold til Cobra. Hendes værker optrådte i Cobra-tidsskriftet, og et af gruppens 15 hæfter i ”Cobra biblioteket” var dedikeret til hende, med redaktion af Asger Jorn og tekst af den belgiske digter Christian Dotremont.

Tilbage til Frankrig

Sonja Ferlov Mancoba og hendes familie flyttede i 1952 til landsbyen Oigny-en-Valois, hvor de levede tilbagetrukket og fattigt i ni år. Hun skabte få og små skulpturer i denne periode, hvoraf en del er gået til grunde. Flere kendes dog fra fotografier, og en håndfuld er i dag på Museum Jorn.

Skulpturerne er små opretstående menneske- og fuglelignende figurer med spidse former. De er blevet forbundet med dansemotiver og en genfortolkning af menneskekroppen i en grundmenneskelighed, der søger alternativer til den kønnede og seksualiserede krop.

Sonja Ferlov Mancoba var i 1948 blevet introduceret til Antonin Artauds forfatterskab, som fik stor betydning for hende. Skulpturerne fra denne periode menes at være inspireret af Artauds tanker, og hans betydning for hendes kunst fortsatte livet ud.

Kunstnerisk opblomstring i Paris

I 1961 fik Sonja Ferlov Mancoba fast bopæl og atelier i Paris. Familien flytter ind i et nedlagt butikslokale i Rue du Château 53. Flytningen betød, at hun fik ro og plads til at arbejde på større skulpturer. Fra disse år stammer hovedværker som fx Confiance (Tillid), 1963, Effort commun (Fælles bestræbelse), 1963-1964, Élan vers l'avenir (Livsmod), 1965-1979 og Solidaritet. Tilegnet Elise Johansen, 1966.

Sonja Ferlov Mancobas skulpturer forestiller ofte figurer eller masker, enten alene eller i grupper af forbundne figurer eller skulpturelementer. Det er ikke menneskeskikkelser, men masker eller figurer på grænsen til menneskeskikkelsen. Det bliver et skulptursprog, hvorfra hun kan tale til mennesker om det at være menneske og det ansvar, der knytter sig hertil.

Sonja Ferlov Mancoba om kunstens formål

Sonja Ferlov Mancoba efterlod en omfattende korrespondance, hvor hun bl.a. udtrykte en udtalt civilisationskritik og utilfredshed med det moderne vestlige samfund. Samtidig stod hun for en stor tro på menneskets muligheder og forpligtigelse til at forandre verden til det bedre. Ikke mindst kunsten og kunstnerne skulle bidrage til det. I filmen En dansk billedhugger i Paris fra 1983 udtaler hun bl.a.: ”Hver dag må kampen begynde igen”. Det er et udsagn, der både knytter sig til det kunstneriske arbejde med skulpturerne og til det menneskelige og samfundsmæssige ansvar, hun knyttede til kunstnerrollen.

Effort commun

I skulpturen Effort commun ('fælles bestræbelse'), 1964, forbinder to eller flere figurer sig til hinanden og skaber et rum imellem sig. Med de tre ben omgår kunstneren en binær pardynamik, og figuren kommer i stedet til at handle om familien eller fællesskabet generelt. En lignende påkaldelse af omsorg kan oplevelse i skulpturen Den lille nænsomme, 1951. Samtidig kan effort commun også møde beskueren med vildskab og dyriskhed, som et pukkelrygget trebenet udyr. Voldsomheden er lige om hjørnet, og beskueren må forholde sig til begge dele.

Sonja Ferlov Mancoba "Effort commun" (1984)
Sonja Ferlov Mancobas skulptur Effort commun fra 1964 blev i 1981 erhvervet af Københavns Kommune og 1982 opstillet ved Sortedam Dosseringen i København. Skulpturen står også foran Herlev Bibliotek, på Odense Universitet og Roskilde Bibliotek.
Sonja Ferlov Mancoba "Effort commun" (1984)
Af /Ritzau Scanpix.

Officiel anerkendelse

Den officielle anerkendelse af Sonja Ferlov Mancoba kunst kom fra 1960'erne og frem, om end man ikke kan tale om et egentligt gennembrud. Først fra 1962 bliver hendes skulpturer støbt i bronze. Det er i årene herefter, at hendes værker bliver købt af bl.a. Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet. For eksempel bestiller Statens Kunstfond i 1965 en skulptur til Landsarkivet for Sjælland, hvor arkitekterne Eva og Nils Koppel ved samme anledning tegner en tilbygning. Skulpturen er Skulptur (uden titel), 1969.

I 1966 blev Sonja Ferlov Mancoba tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I 1968 modtog hun Kai Nielsens Mindelegat og i 1971 Thorvaldsen Medalje og Tagea Brandts Rejselegat.

Udstillinger

Efter den stille periode i 1950'erne udstillede Sonja Ferlov Mancoba igen sin kunst, og hun deltog på udstillinger i Frankrig, USA, Danmark og de nordiske lande. I 1968 udstillede hun som gæst på Den frie Udstilling i København og blev efterfølgende medlem af sammenslutningen. I 1977 viste Kunstforeningen i København en retrospektiv udstilling af ægteparret Mancobas værker.

Monografi

I 1979 udkom den første større monografi om Sonja Ferlov Mancoba, og i 1983 fik instruktøren Torben Glarbos (f. 1949) dokumentarfilm Sonja Ferlov Mancoba – en dansk billedhugger i Paris premiere. Filmen er hovedsageligt optaget i kunstnerens atelier og giver et unikt indblik i hendes kunst og æstetik.

Sonja Ferlov Mancoba døde af lungekræft 17. december 1984. Hun er begravet på Assistens Kirkegård i København.

Eftermæle

Interessen for Sonja Ferlov Mancobas kunst er stigende. Statens Museum for Kunst viste i 2019 en stor retrospektiv udstilling af hendes kunst.

Sonja Ferlov Mancoba er portrætteret i Hanne-Vibeke Holsts biografiske roman Kriger uden maske (2022).

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig