Faktaboks

Solveig Lønne Christiansen
Født
18. juli 1930, Sandefjord, Norge
Titel
interiørarkitekt/boligkonsulent, cand.mag.
Virkested
Norge
Solveig Lønne Christiansen

Solveig Lønne Christiansen. Gengivet med tilladelse fra Norske interiørarkitekters og møbeldesigneres landsforening (NIL).

Af .

Solveig Lønne Christiansen er en norsk interiørarkitekt og designer. Hun har også været aktiv som billedkunstner, journalist og forfatter, men er i dag pensioneret. Hun har beskæftiget sig både med forskellige former for boligplanlægning af private hjem og med store boligprojekter for skoler og børnehaver, hvor hun især er kendt for møbelserien Bombibitt.

Karriere

Solveig Lønne Christiansen har gennem sit arbejdsliv haft stærke meninger om, hvordan boliger skulle indrettes. I 1970’erne var hun fortaler for, at hjemmet skulle bruges af alle årgange og være fleksibelt og holdbart. Hjemmet skulle bruges som både legerum og værksted og ikke blot være til skue. Hendes hovedfokus lå i børns favør og der skulle være plads til, at man som familie kunne udfolde sig og at hjemmet kunne klare enhver omskiftelighed. Hun mente, at børn og unge skulle indvies i hjemmets fysiske planlægning.

Christiansen var særligt aktiv i Romsås-projektet mellem 1970 til 1975. I dette projekt var hendes opgave primært præget af at kortlægge lejlighedsplaner. Bygningerne skulle indeholde flere funktioner, end blot lejligheder, heriblandt butikker, ungdomsklubber og børnehaver. Værdierne for projektet var at opbygge et stærkt socialt netværk. For Christiansen var det vigtigt at skabe grundplaner med mange indretningsmuligheder, hvilket især blev realiseret på skole- og børnehaveområdet, som var Christiansens specialområde. Hun var senere med til at indrette skoler, som Ravnkollen og Tiurleiken, der blev de første skoler i Oslo med en åben planløsning.

Christiansen udviklede også børnemøbel-serien Bombibitt i årene 1972-80. Møbelserien er udført i fyrretræ med forskellige farver. Møblerne skulle sikre fleksibilitet i børnehaver og skoler samt private hjem. Serien bestod af rumdelere, borde og reoler. Princippet med designet var ideen om et “åbent forum”, hvor nye pædagogiske grundtanker var i fokus. Christiansen havde en idé om at skabe små kroge og rum i større åbne arealer, så børn kunne finde steder at fordybe sig og finde ro.

Liv og uddannelse

Solveig Lønne Christiansen er vokset op i Sandefjord i Norge, i en stor familie med seks søskende. Mens hendes søskende var musikere, var hendes passion at tegne og male. Hun beundrede f.eks. kunstnere som Gerhard Munthe og Theodor Kittelsen og senere blev hun bekendt med indretningsdesign. Med moderens indflydelse søgte Solveig Lønne Christiansen ind på Skolen for boligindretning i København, og i 1948 rejste hun dertil for at tage boligkonsulentuddannelsen på Skolen for Boligindretning i København fra 1948-1951, i Norge anerkendt som interiørarkitekt. Christiansen har desuden en cand.mag. i kunsthistorie fra Oslo i 1983. Hun har også deltaget i den faglige debat, blandt andet har hun publiceret flere artikler i bl.a. Arkitektnytt, Våre hjem og Bonytt.

Hun var gift med Alex Christiansen (død 4. juli 2010), som hun fik fem børn med.

Udmærkelser og priser

Christiansen har modtaget en lang række udmærkelser gennem sit liv. Herunder førstepræmie i Oslo kommunes konkurrence om udbygning af Lysejordet, 1973 (sammen med arkitekterne Alf Bastiansen, Axel Christiansen, Bjørn Normann, S.E. Svendsen m.fl.) og Statens stipendium for ældre fortjente kunstnere, 2000. Hun har udstillet ved Vestlandske Kunstindustrimuseum, Bergen 1958 Kunstnernes Hus, Oslo 1964, Paris, 1968 og ved Landsforbundet Norsk Brukskunst jubileumsutstilling, Oslo 1968. Christiansen har siden 2005 været æresmedlem af Norske interiørarkitekter og møbeldesigneres landsforening (NIL).

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig