Solen er symbolsk blevet tillagt guddommelige kvaliteter som lys- og livgiver i mange kulturer. Ofte forbindes den med en mandlig guddom og på det jordiske plan med kongen eller kejseren. Tilsvarende forbindes Månen med det kvindelige. Men der er undtagelser: I shinto er Amaterasu solgudinde og samtidig religionens hovedguddom. Som eksempler på solguder kan nævnes den egyptiske Re, den babyloniske Shamash og den indiske Surya.

Solen opfattes normalt som frugtbarhedsgivende, men i nogle religioner opfattes den som frugtbarhedsdræbende, fx skal shamanerne hos huicholerne i Mexico gennem deres ritualer holde Solen væk fra jorden.

I Vesteuropas neolitikum vidner flere megalitgraves og stencirklers orientering efter solopgang-nedgang ved midsommer og midvinter om særlig interesse for Solen. Fra Nordens bronzealder er bevaret et ikonografisk materiale, der fortæller om Solens rejse over himlen, ledsaget af skibet, hesten, fisken og slangen. En række helleristninger viser solbilleder på stativ. Fra Mellemeuropas urnemarkskultur og den italienske Villanova-kultur kendes billeder af skibe med stævne i form af svømmefugle, der ledsager Solen på dens cykliske rejse. Det antages, at soldyrkelse i bronzealderen var vidt udbredt. Et udtryk herfor er Solvognen.

I inkakulturen var der en omfattende solkult, og myterne beretter om, at inkaerne var Solens sønner. Hos aztekerne og nok også hos mayaerne ofredes menneskehjerter fra toppen af pyramiderne til styrkelse af Solens gang over himlen. Hos prærieindianerne har man centrale bønner til Solen og som en vigtig rite soldansen.

Romerne identificerede deres gud, Sol, med den græske Helios, som smeltede sammen med den syriske Sol Invictus, da han indførtes som statskultens øverste gud med kejseren som den uovervindelige Sol.

I Bibelen bruges Solen både som positivt og negativt symbol. I senere kristen brug findes den bl.a. som Kristussymbol. I den kristne tradition i Danmark er eksemplerne på Solens metaforværdi talrige, ikke mindst i barokkens allegorier og i salmer af Kingo ("Nu rinder Solen op"), Grundtvig ("Den signede Dag", "I al sin Glans nu straaler Solen", "Morgenstund har Guld i Mund"), Ingemann ("Lysets Engel", "Nu vaagne alle Guds Fugle smaa") og Jakob Knudsen ("Se, nu stiger Solen"). Morgenens lysvæld ses her som en skabelse, en udfrielse af mørke, som glæde og frelse.

Også i sekulariseret sammenhæng bruges Solen som symbol, fx i kommunismen og inden for arbejderbevægelsen ("Østen er rød", "Snart dages det, Brødre"). I Nexøs Pelle Erobreren vandrer proletaren ufortrødent frem mod Solen, et tusindårsrigeagtigt klasseløst samfund. Se også ild og lys.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig