Solar Impulse, solcelledrevet motorsvævefly opfundet af Bertrand Piccard og André Borschberg. Solar Impulse startede som et eksperiment med den vision, at det med tiden skulle kunne flyve jorden rundt på solenergi opsamlet i dagtimerne.

Flyets enorme vinger er besat med solceller, som driver propellerne i dagtimerne, og den overskydende energi bruges til at oplade flyets 400 kg batterier, så flyet kan flyve om natten.

I december 2009 lykkedes det Solar Impulse at flyve 350 m i en meters højde over jorden, og 9.4.2010 nåede flyet en højde på 1200 m under en testflyvning på 87 minutter. 7.-8.7.2010 gennemførte Solar Impulse en 24-timers-flyvning fra flyets base ved Payerne i det vestlige Schweiz. 5.6.2012 gennemførte Solar Impulse sin første interkontinentale flyvning, da flyet krydsede Gibraltarstrædet og på 19 timer tilbagelagde strækningen mellem Madrid og Rabat.

I 2014 påbegyndtes testflyvninger med en ny model af flyet, Solar Impulse 2, der har et vingefang på 72 m, 17.248 solceller og en vægt på 2,3 ton. 2015-16 gennemførte Solar Impulse 2 i sytten etaper en jordomflyvning som det første solcelledrevne fly nogensinde.

http://solarimpulse.com/

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig