Sokotra

Sokotra, ø i Det Indiske Ocean 240 km øst for Afrikas Horn; 3580 km2, 42.800 indb. (2004). Sokotra, der tilhører Yemen, var frem til Sydyemens selvstændighed i 1967 residens for herskeren over Mahra-sultanatet, der tillige omfattede områder på Yemens kyst. Under den kolde krig tillod det kommunistiske Sydyemen Sovjetunionen at have militære anlæg her. Nu ernærer befolkningen sig af fiskeri og landbrug under primitive forhold. Bortset fra militærbaserne findes der ingen moderne infrastruktur; tuberkulose og malaria er udbredt.

Sokotra ligger midt i et strategisk farvand, men på baggrund af fortiden som militært område, mangel på havnefaciliteter og ofte vanskelige vejrforhold er øen kun ganske sparsomt besøgt og beskrevet. Store områder er helt uberørte, og plante- og dyrelivet er rigt og meget specielt. I 2015 er Sokotra blevet yderligere isoleret pga. de urolige forhold i Yemen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig