Sognefjorden

Sognefjorden.

.

Sognefjorden, norsk fjordsystem, der fra vestkysten skærer sig dybt ind i fastlandet; længste fjordarm er 204 km. Omkring den yderste del, Sognesjøen, findes en ret lavtliggende skærgård, men jo længere østpå man kommer, jo højere og stejlere rejser fjeldene sig over fjorden.

Sognefjorden er forholdsvis bred, 4-5 km, og i den midterste del meget dyb, ca. 1300 m. Ved mundingen, hvor gletsjere i sidste istid har afsat sedimenter, er dybden kun 100-200 m. Mod øst findes adskillige lange sidefjorde, og flere steder er der her fladere kystpartier, som udnyttes til landbrug, især græs, frugt og bær. Her ligger også mindre industri- og turistbyer som Høyanger, Vik, Balestrand og Årdalstangen.

Sognefjorden har gennem mange år haft stor turisme om sommeren, og den besejles af bilfærger, hurtigbåde og krydstogtskibe.

Se også Sogn og Fjordane Fylke.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig