sociale forhold i Romerriget

Bunden i samfundshierarkiet udgjordes af slaverne, som var ufrie og i romerretten defineredes som en "ting". Især i republikkens sidste århundreder udgjorde de en stor del af arbejdskraften som tjenestefolk i rigmandsfamilier og især som arbejdskraft i landbruget. Da slaver primært blev købt i forbindelse med krige, svandt slaveriet langsomt ind i takt med ekspansionens ophør; det eksisterede dog i hele perioden. Blandt slaverne fandtes store sociale forskelle med de betroede husslaver (fx læger, sekretærer og forretningsførere) som det ene yderpunkt og storgodsernes og minernes arbejdskraft som det andet (se også slaveri).

Som frigivne (liberti) gled de mest privilegerede tidligere slaver ind i det romerske stændersystems laveste gruppe, plebs (almuen). Ud over frigivne slaver bestod plebs enten af coloni eller daglejere på landet eller af proletariat og daglejere i byerne. Slaverne fik som frigivne, hvad mange kunne regne med at blive efter et vist antal år, borgerlige romerske rettigheder og kunne i princippet deltage i det romerske politiske og økonomiske liv på de fleste områder. Ofte fastholdt de frigivne en tæt tilknytning til deres tidligere herre og indgik i dennes forretninger som bestyrere, handelsfolk o.l. I få tilfælde kunne de og andre fattige frie overskride den formuegrænse, som skilte plebs fra næste stand, ridderstanden (ordo equester).

Det må dog understreges, at den sociale mobilitet generelt var meget lav. Ridderstanden var en eksklusiv gruppe, som skulle besidde en anseelig formue på over 400.000 sestertser, hvilket bragte dem ind i den romerske overklasse. Ridderstandens folk fungerede ofte som skatteopkrævere og administratorer og adskilte sig kun fra den øverste og fornemste gruppe, senatorstanden (ordo senatorius), ved ikke at deltage aktivt og direkte i Roms politiske liv. Kriteriet for at tilhøre senatorstanden var både en formue på over 1 mio. sestertser (disse formuegrænser skiftede dog) og opnåelse af stilling som kvæstor, embedsstigens laveste trin, som automatisk gav sæde i Senatet.

De ovenfor nævnte grupper var alle romerske borgere bortset fra slaverne. Kun fuld romersk borgerret gav adgang til at deltage aktivt i det offentlige statslige politiske og økonomiske system. Kun borgerne havde valgret og var valgbare, kunne blive legionærer og kunne tage kontrakter fra det offentlige. Hvor fattige de end kunne være, udgjorde de altså en art elite. Man skelnede således mellem en oprindelig meget lille gruppe af romerske borgere (cives romani) og alle andre, som kaldtes peregrini (de fremmede). Denne sondring faldt i det store og hele fra begyndelsen af 1. årh. f.Kr. sammen med skellet mellem Italia, hvor alle havde fået romersk borgerret i 89 f.Kr., på den ene side og provinserne på den anden. Efter en langsom udbredelse af borgerretten fik alle mandlige, frie indbyggere som nævnt romersk borgerret i 212 e.Kr.

Romerne betragtede disse sociale skel som naturgivne og private. Følgelig så hverken det offentlige eller private det som deres opgave at forsøge at udjævne dem. Der fandtes intet offentligt skolesystem, ingen sygehuse eller alderdomshjem og kun få tegn på et offentligt socialt ansvar. Overvejende af politiske og sikkerhedsmæssige grunde uddeltes dog gratis korn til Roms og andre storbyers befolkning. Dette kombineredes med cirkuslege og forestillinger i amfiteatrene, hvilket allerede i antikken afkastede den satiriske vending "brød og skuespil" om kejserens forsøg på at holde den fattige befolkning i ro (se panem et circenses). Fra Nervas tid omkring 100 e.Kr. oprettedes dog også et system, de såkaldte alimentarstiftelser, hvorefter store jordejere forpligtedes til at understøtte ubemidlede børn på landet.

Det egentlige sociale ansvar og omsorgen lå således i private rammer, i familien, hvor mater familias, den romerske hustru, var den væsentligste sociale institution i forholdet til mand, børn og de gamle. Kvinden havde ligesom slaverne ingen politiske rettigheder, hvilket dog ikke betød, at hun var undertrykt i ordets moderne betydning. Hendes domæne var husets interne affærer. Udadtil havde familiens økonomiske overhoved, pater familias, uindskrænket magt over den samlede husstand. Det indebar, at han varetog alle funktioner uden for huset.

Især pga. den høje spædbørnsdødelighed var den gennemsnitlige levealder lav, næppe meget over 35 år for kvinder og 45 for mænd. Beregninger af denne art er dog meget diskutable. Hyppige dødsårsager var for kvinder komplikationer i forbindelse med den næsten konstante graviditet og de mange fødsler. Banale infektionssygdomme var en generel faktor, som let førte til død for begge køn.

Sporadiske forsøg på at overskride de mange sociale og politiske skel i Romerriget forekom sjældent, og ingen af de spredte oprør, kampe og uroligheder synes motiveret af forsøg på at ændre grundlæggende på samfundets strukturer, men blot på at bringe sig selv i en bedre position i forhold til det bestående.

• kvinders stilling i Romerriget
• ægteskab i Romerriget
• pater familias
• romersk navngivning
• slaveri