Faktaboks

Smilanski Yizhar
Født
1916
Død
2006

Smilanski Yizhar, egl. Yizhar Smilanski, Jizhar, 1916-2006, israelsk forfatter. Yizhar deltog i 1948-krigen, der førte til staten Israels grundlæggelse og sad 1948-67 i Knesset som medlem af et af de partier, der blev ledet af Ben-Gurion.

Yizhar anses for en væsentlig fornyer af israelsk litteratur. Han skrev om pionerer, landmænd og soldater og udforskede sine personers indre verdener på baggrund af et lyrisk beskrevet, barskt og fjendtligt landskab. Yizhars foretrukne genre var den korte fortælling, hvori han udtrykte sine moralske forbehold mht. håndteringen af det arabiske flygtningeproblem og sin generations ambivalens over for pionerarven. Således fx i Hirbet Hiz'ah (1949, da. i Israelsk litteraturantologi 1948-1980, 1982, og Ørkenrosen, 2002). 1958 udkom hans store roman Dage i Ziglag, som var en udforskning af det zionistiske projekt; den blev sin generations vigtigste litterære værk. Efter flere års tavshed kom den selvbiografiske roman Forudsigelser (1992), herefter den vemodige roman Tsalhavim (1993) og sidst erindringsbogen Elias' åbenbarelse (1999), som siden blev bearbejdet for teatret og vandt førstepræmie ved Akko Dama Festival 2001.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig