Smederevo, by ved Donau i Serbien 40 km SØ for Beograd; 77.800 indb. (2002). Byen har en stor flodhavn samt olieraffinaderi, maskin-, tekstil- og næringsmiddelindustri. Byen er også centrum for Serbiens stålindustri; den blev udsat for bombardementer under NATO-luftangrebene mod Jugoslavien i 1999. Den er desuden centrum i Serbiens vigtigste vindistrikt. Byen, der har en af Europas største middelalderfæstninger, påbegyndt i begyndelsen af 1400-t., blev erobret af osmannerne i 1459 og atter af serberne i 1867.