Slovenien - litteratur

Slovenien - litteratur, Slovensk nationallitteratur opstod på det nuværende Sloveniens territorium og i de tilgrænsende slovensktalende områder i Italien og Østrig. Det ældste vidnesbyrd om en førlitterær slovensk, skriftlig aktivitet, de såkaldte Freisingerfragmenter fra slutningen af 900-t., er tre tekster til kirkeligt brug; de regnes for et af de ældste slaviske håndskrifter overhovedet.

Først med Reformationen opstod der en slovensk protestantisk skrifttradition, først og fremmest ved Primož Trubar (1508-86), der i 1550 udgav den første slovenske bog, en katekismus, trykt i Tübingen. Den slovenske protestantiske litteraturs blomstringstid blev brat afbrudt af den katolske modreformation omkring 1600.

Først i slutningen af 1700-t. genopstod en skriftlig virksomhed i oplysningstidens ånd med udgivelser af grammatikker og ordbøger, men også med enkelte skønlitterære forsøg.

Lyrikken og prosaen fik sin første rigtige forfatter i Valentin Vodnik (1758-1819), og Anton Tomaž Linhart (1756-95) grundlagde det slovenske drama. Napoleonskrigene og fyrst Metternichs europæiske restaurationspolitik satte en stopper for videreudviklingen af disse litterære aktiviteter.

Den moderne slovenske litteratur regnes normalt for at begynde i 1830'erne, befordret i almanakken Bien fra Krain af Miha Kastelič (1796-1886), Matija Čop (1797-1835) og den romantiske lyriker France Prešeren (1800-49). En stor del af den romantiske bevægelses bestræbelser gik ud på at skabe et slovensk standardsprog.

Efter 1850 trådte en generation af realistiske og senere naturalistiske prosaforfattere frem på den litterære scene. I tidsskriftet Ljubljanas klokke, der blev grundlagt i 1881 som fortaler for realistiske idéer, gav flere prosaforfattere og lyrikeren Anton Aškerc deres banebrydende bidrag til den slovenske realisme.

Op mod århundredskiftet trådte lyrikeren og dramatikeren Oton Župančič (1878-1949) frem som den betydeligste repræsentant for den slovenske symbolisme, mens Ivan Cankar allerede tidlig i sin forfatterkarriere vendte sig til prosaen og dramaet, der var præget af hans stærkt sociale og politiske engagement.

Mellemkrigstiden var præget af vidt forskellige strømninger og retninger: neorealistisk litteratur, avantgardistiske retninger i tæt forbindelse med italiensk futurisme samt liberal-katolske strømninger.

I partisanlitteraturen deltog forfattere af vidt forskellig observans: katolikken Edvard Kocbek (1904-81) og socialisterne Matej Bor (1913-93) og Josip Vidmar (1895-1992). Vidmar gjorde op med den socialrealistiske tese om idéindholdet som det afgørende for et værks kunstneriske værdi og var således med til at bane vejen for den liberalisering af det jugoslaviske kulturliv, der satte ind fra 1950'erne.

Med denne liberalisering blev mange af efterkrigstidens tabuer brudt. Omtale af interneringen af de moskvatro kommunister efter bruddet med Sovjetunionen i 1948 havde, så længe Josip Broz Tito levede, været bandlyst i den offentlige debat.

Den slovenske forfatter Branko Hofman (1929-91) var den første jugoslaviske forfatter, der brød dette tabu med romanen Nat til morgen (1981) og satte en lavine i gang i hele det jugoslaviske kulturliv.

En slovensk litteratur uden for Slovenien har udfoldet sig i det italienske Trieste og det østrigske Kärnten. Trods tætte forbindelser med moderlandet har denne litteratur i det meste af efterkrigstiden ofte været en kras kontrast til litteraturen i selve Slovenien.

I Klagenfurt har en række forfattere samlet sig om det slovenske tidsskrift Mladje og har især givet udtryk for vanskelighederne ved at opretholde slovensk kultur og sprog i Østrig.

Læs mere om Slovenien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig