Førstehjælp til en såret fransk soldat ved Verdun, 1916.

.

Slaget ved Verdun var et af 1. Verdenskrigs længste og blodigste slag. Slaget om fæstningsbyen ved Meusefloden i det nordøstlige Frankrig blev indledt med et tysk angreb den 21. februar 1916 og fortsatte indtil midten af december. De samlede tabstal var over 700.000, hvoraf mere end 300.000 døde.

Angrebet

Selve byen og bakkerne omkring Verdun var fra 1870’erne blevet udbygget til at udgøre Frankrigs stærkeste fæstningsanlæg. Her stod hårde kampe i sensommeren 1914, hvor franske tropper afviste tyske angreb. Alligevel planlagde den tyske hærledelse omkring øverstkommanderende Erich von Falkenhayn fra slutningen af 1915 at gøre Verdun til scenen for en offensiv, der havde til formål at tvinge Frankrig ud af krigen. Det er ud fra samtidige kilder usikkert, om Falkenhayn forestillede sig, at slaget ville føre til et afgørende gennembrud af de franske linjer, eller om han (som han hævdede senere) planlagde et udmattelsesslag, der ville få Frankrig til at ”forbløde”.

Det tyske angreb blev indledt om morgenen den 21. februar med et otte timers langt og tungt artilleribombardement, før godt 100.000 tyske soldater angreb over en 12 km lang front. Trods hård fransk modstand rykkede tyskerne frem og erobrede efter få dage det vigtige fort ved Douaumont. Tyskerne var sejrssikre, men den franske regering beordrede hæren at forsvare Verdun for en hver pris og overdrog 26. februar ledelsen af forsvaret til general Philippe Pétain.

Stillingskrigen

Vejen til fortet ved Douaumont

Dette fotografi af vejen til det vigtige fort ved Douaumont giver et indtryk af, hvordan det månedlange slag og ikke mindst den heftige artilleriild efterlod et fuldstændigt ødelagt landskab. Billedet er taget juleaftensdag 1916 af en officiel fransk krigsfotograf. © IWM Q49839.

Det lykkedes de franske tropper at standse den tyske offensiv i begyndelsen af marts. Heller ikke nye tyske offensiver i april, juni og juli havde held til at bryde gennem de franske linjer, selv om de tyske tropper endte med at stå kun fem km fra Verdun by. Presset på forsvarerne var med tung artilleriild og gentagne angreb tungt, og derfor beordrede Pétain hyppige afløsninger af soldaterne i frontlinjen med det resultat, at det meste af den franske hær endte med at komme i kamp ved Verdun.

Slaget ved Somme lettede presset på de franske tropper ved Verdun, og i november-december lykkedes det franske modoffensiver at drive tyskerne tilbage og bl.a. generobre fortet ved Douaumont. Da kampene stilnede af, efterlod de et ødelagt landskab, og hele ni landsbyer i kampzonen var blevet fuldstændigt udslettet.

Slagets militære betydning

Militært set fik slaget ingen større strategisk betydning. Det lykkedes ikke den tyske hær at tvinge Frankrig ud af krigen, og de tyske tab var næsten lige så høje som de franske. I et fransk perspektiv fik slaget til gengæld stor moralsk betydning, fordi det blev tolket som et overlevelsesslag, og læst sådan vandt den franske hær slaget. Pétains dygtige ledelse af forsvaret af Verdun gjorde ham til en national helteskikkelse og er en vigtig del af forklaringen på, at han i foråret 1917 blev udnævnt til fransk øverstkommanderende.

Slaget som erindringshistorie

Frankrigs præsident François Mitterrand og Tysklands kansler Helmut Kohl ved en mindehøjtidlighed i Verdun i 1989.

.

Allerede mens det rasede, blev slaget ved Verdun set som et udtryk for fransk sammenhold og kampvilje, og efter krigen blev slaget, byen og slagmarkerne centrale i den franske mindekultur om krigen. Der blev opført talrige mindesmærker på de tidligere slagmarker og anlagt store krigskirkegårde for de faldne. Mest markant er et stort benhus i Douaumont (indviet 1932), hvor resterne af 130.000 uidentificerede faldne blev samlet. Slagmarken fik i vidt omfang lov til at blive stående, som krigshandlingerne havde efterladt den med forter, skyttegrave og et landskab arret af tung artilleriild. Slagmarken, kirkegårdene og monumenterne dannede ramme om talrige ritualer, hvor hyldesten af den almindelige franske soldat som helt og martyr stod i centrum, og det var ikke tilfældigt, at udvælgelsen af den franske ukendte soldat foregik i Verdun i 1920. Der blev ikke skabt en tilsvarende tysk mindekultur om slaget i mellemkrigstiden.

Efter 1945 ændrede den dominerende franske fortælling om slaget sig langsomt til at betone soldaterne som krigens ofre og slaget som symbol på krigens meningsløshed. Fra 1980’erne udviklede der sig en fælles fransk-tysk forsoningsfortælling, der bl.a. kom til udtryk, da den franske præsident Francois Mitterrand og den vesttyske kansler Helmut Kohl i 1984 ved Verdun erklærede, at deres nationer havde lært af de indbyrdes krige og nu var broderfolk. Budskab og symbolik blev gentaget, da den franske præsident Francois Hollande og den tyske kansler Angela Merkel i 2016 markerede 100-året for slaget.

Benhuset ved Douaumont

Efter krigen blev slagmarkerne ved Verdun et nationalt valfartssted. I centrum for de fleste besøg stod kirkegårdene og især benhuset i Douaumont. Benhuset var primært blev finansieret af private midler, blev bygget over årene 1920-1932. Foran det er der begravet tusindvis af navngivne franske soldater under hvert sit hvide kors. De tyske soldater, der er begravet ved Verdun, hviler under sorte kors. På den måde ville de franske myndigheder, der havde ansvaret for begravelserne efter krigen, markere, at tyskerne var faldet for en uværdig sag.

Benhuset ved Douaumont
Licens: CC BY NC SA 3.0

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig