Slaget ved Somme

Slaget var oprindeligt tænkt som den fransk-britiske del af en stor koordineret, allieret offensiv mod Centralmagterne, men efter det tyske angreb på Verdun i februar 1916 blev offensiven ved Somme indledt seks uger før den oprindelige plan. Slaget ved Verdun betød også, at den britiske hær udgjorde kernen i offensiven, om end der var betydelig fransk støtte.

Offensiven blev indledt med et ugelangt tungt bombardement af de tyske stillinger over et 30 km langt afsnit af fronten. Bombardementet skulle ødelægge de tyske stillinger og bane vej for de angribende soldater, men det mislykkedes de fleste steder. Derfor var de britiske tabstal på slagets første dag, den 1. juli, enorme: godt 57.000, hvoraf 19.000 døde, ud af de ca. 120.000 britiske soldater, der blev sendt i kamp denne dag. Det lykkedes ikke at bryde afgørende gennem de tyske linjer, men de britiske og franske styrker trængte dog langsomt tyskerne tilbage i løbet af de næste to uger.

Den fransk-tyske fremrykning gik stort set i stå i midten af juli, og de følgende to måneder blev præget af blodige, men resultatløse offensiver og modoffensiver. Derefter lykkedes det igen briter og franskmænd at vinde initiativet og vinde en smule terræn, indtil kampene i november stilnede af, fordi efterårsregnen umuliggjorde større krigshandlinger.

Der blev kæmpet igen i området i 1918. Først i foråret 1918, hvor tyskerne forsøgte at bryde igennem de allierede linjer, men blev standset af australske og franske tropper, og igen i august 1918, hvor det var de allierede, der gik i offensiven og denne gang gennembrød de tyske linjer i løbet af tre uger. Disse kampe omtales undertiden også som Somme-slag, men normalt refererer Slaget ved Somme til kamphandlingerne i 1916.

Før slaget var den britiske øverstkommanderende Douglas Haig optimist og satsede på, at den britiske hær kunne skabe et afgørende gennembrud i de tyske linjer. Andre i den britiske militære ledelse argumenterede i stedet for, at slaget primært skulle slide det tyske militær ned ved at påføre det store tab. Da kampene stilnede af, var de britisk-franske tropper rykket 10-15 km frem i forhold til stillingen før slaget, men denne beskedne territoriale gevinst havde ingen reel militær betydning. Dette kombineret med de høje britiske tabstal har gjort, at slaget traditionelt er blevet set som en fiasko. Nyere militærhistorisk forskning har nuanceret opfattelsen og peget på, at slaget udgjorde vigtig læring for britisk militær, som her udviklede bevægelig artilleribeskydning, som infanteriet kunne rykke frem i ly af, ligesom det var i Somme-slaget, at tanks havde deres debut på slagmarken. Desuden sled slaget hårdt på det tyske militær, der mistede omkring 500.000 mand. På denne baggrund valgte den tyske militære ledelse i foråret 1917 at rykke tilbage til den meget stærkt befæstede Hindenburg-linje.

I forventningen om at slaget ville blive afgørende, besluttede et filmselskab (med den britiske overkommandos tilladelse) at lave en dokumentarfilm om ”Haigs store fremstød”. Kameramænd dokumenterede opbygningen til og de første dage af slaget. Filmmaterialet blev hurtigt klippet sammen til en film med en spilletid på cirka en time med titlen The Battle of the Somme. Filmen havde premiere 16. august 1916 – altså mens slaget rasede – og blev på seks uger set af ca. 10 millioner mennesker i Storbritannien. Selv om filmen ikke skildrede kamphandlinger i detaljer, gjorde dens billeder af krigens virkelighed (inklusive nærbilleder af døde og sårede soldater) stort indtryk og var med til at forme forestillingerne om krigen på hjemmefronten. Klip fra filmen er siden hyppigt blevet brugt i dokumentarfilm, og mange sekvenser i Peter Jacksons roste dokumentarfilm om de britiske soldaters krig på vestfronten, They Shall Not Grow Old (2018), stammer fra The Battle of the Somme.

De kolossale tabstal kombineret med slagets meget få resultater betød, at det kom til at fremstå som et af de stærkeste symboler på den blodige, men også meningsløse skyttegravskrig på vestfronten (og i krigen i almindelighed). Det var især i Storbritannien (og Det Britiske Imperium), at slaget fik denne status, og slaget ved Somme kom sammen med det omtrent lige så blodige 3. slag ved Ypres i 1917 til at repræsentere krigens vanvid for de stærke krigskritiske miljøer i Storbritannien efter krigen.

På de tidligere slagmarker blev de faldne i de første efterkrigsår genbegravet på stribevis af krigskirkegårde, og der blev opført monumenter til at mindes de faldne. Det mest markante af disse er det 50 meter høje monument for ”de savnede fra Somme”. Det er tegnet af Edward Lutyens og blev indviet i 1932. På dette monument er opført navnene på godt 72.000 britiske og sydafrikanske soldater, der faldt i kampene ved Somme, men hvis lig enten slet ikke fundet eller ikke har kunnet identificeres. Krigskirkegårde og mindesmærker blev centrum for minderejser og mindehøjtideligheder fra 1920’erne og frem.

• Somme
• 1. verdenskrig
• Slaget ved Verdun
• Slaget ved Ypres