Skrydstrupkvinden blev fundet i en gravhøj fra ældre bronzealder dateret til ca. 1300 f.v.t. Hun blev gravlagt i en egekiste. Højen blev udgravet i 1935, og egekisten er udstillet på Nationalmuseet. Gravhøjen, en såkaldt storhøj, var placeret nær Skrydstrup boplads.

Faktaboks

Også kendt som

Skrydstrupfundet

Skrydstrupfundets historie

I juli og august måned 1935 undersøgte museumsdirektør Christian Matzen Lund en gravhøj fra bronzealderen. Højen var beliggende i Skrydstrup Sønderjylland og målte 24 meter i diameter og 4 meter i højden. Højen var tidligere forstyrret og var nu overvokset med lyng og tornebuske.

I 1931 havde man i den sydlige del af højen fundet to langovale stenpakninger, indeholdende resterne af to mandegrave i egekister med hver et sværd. I sommeren 1935, foretog Christian Matzen Lund en udgravning af midten af højen, og her fandt han den centrale grav på højens bund.

Kvinden i højens midte

Centralgraven i højens midte indeholdt liget af en ung kvinde på 17–18 år. Kvinden var ca. 1,70 m høj og begravet med hovedet mod vest.

Selve graven fremstod som en næsten 3 meter lang og 1 meter bred pakning af sten, orienteret i vest–østlig retning. På gravens stenbelægning sås resterne af en nedbrudt trækiste, der øverst var blevet dækket med sten.

Kvinden blev fundet sammen med velbevarede tekstiler og personlige ejendele. Kistens låg var forsvundet, men bunden kunne vise en længde på 2,10 m og 0,50-0,60 m i tværsnit. Kisten var foret med okseskind, og den afdødes krop, var indhyllet i to store stykker uldtøj. Under oksehuden, var kisten foret med et lag af græs og planter, sandsynligvis kørvel (Anthriscus silvestris). Dette indikerer, at begravelsen fandt sted om sommeren.

Graven er en af de berømte velbevarede egekister, vi kender fra den ældre bronzealder i Norden.

Kvindens fremtoning og personlige ejendele

Skrydstrupkvindens hoved
Skrydstrupkvinden. Hoved med hårnet og øreringe fra Skrydstrup. Grav i høj, ældre bronzealder, Skrydstrup sogn, Gram Herred, Haderslev Amt.
Af /Nationalmuseet, DK.
Licens: CC BY SA 4.0

Kvinden var høj og gravlagt med en kompleks frisure. Hendes ca. 60 cm lange askeblonde hår var flettet, opsat og omgivet af et hårnet lavet af hestehår.

På hver side af hovedet (ved tindingerne) fandtes en dobbeltsnoet guldring. På højre side omsluttede ringen en hårlok, mens den på venstre side ikke var synligt fastgjort.

Kvinden var gravlagt i en kortærmet uldbluse, udsmykket med en kant ved halsen og med reliefformede ribber på ærmerne. Hun havde desuden en lang nederdel på, som var lavet af et næsten 4 meter langt stykke uldstof, der var foldet og viklet omkring livet og blev holdt fast af et uldbælte. I bæltet var der bundet en kam af horn.

På venstre fod blev der fundet et mindre uldstykke samt rester af en lædersko, på højre fod sås spidsen af en lædersko og derover et langstrakt stykke stof på ca. 0,12 x 0,33 m, der var snoet om anklen. På indersiden af sålen kunne man se tydelige spor af fodsålen.

Gravhøjens opbygning

Højen var bygget af græstørv, og tørvestrukturen kunne ses som mørke, vandrette striber i højens midte og skråt langs siderne. Analyser af plantematerialet fra gravhøjens græstørv viste, at højen var bygget af jord taget fra et åbent landskab.

Højen var sandsynligvis opbygget i to faser: Høj I med en diameter på 13 meter og en højde på 1,75 meter, og derover en anden høj II, der lignede den nederste, bestående af græstørv med vegetationsskud vendt nedad.

Den centrale del af høj I var omgivet af et lag jernmalm, dannet af det naturlige jern i jorden. Laget dannede en slags beskyttende ‘jernkappe’ og var skyld i de gode bevaringsforhold i den centrale del af højen.

Bronzealderens landskab

I gravhøjen fandtes mange planterester, der vidner om bronzealderens overdrev og åbne græsningslandskab. Ud over store mængder lyng, blev der i højens tørv fundet små stykker trækul fra eg og flere frø af det, vi i dag kalder ukrudt:

Videnskabeligt navn dansk navn
Danthonia decumbens tandbælg
Luzula campestris markfrytle
Rumex acetosella rødknæ
Carex pilulifera pillestar
Viola canina hundeviol
Potentilla erecta tormentil
Chenopodium album hvidmelet gåsefod
Polygonum aviculare vejpileurt
Persicaria lapathifolia knudet pileurt
Pseudoscleropodium purum hulbladet fedtmos

Datering af Skrydstrupfundet

Skrydstrupkvindens grav er dateret til omkring 1300 f.v.t. og placeres altså i begyndelsen af periode III af den nordiske bronzealder.

Strontiumisotopanalyser

Et studie har påvist et markant skifte i Skrydstrupkvindens strontiumsignaturer målt på værdier i hendes hår og tænder. Når man analyserer strontiumindholdet i fx knogler, hår, tænder og negle, kan man få et indtryk af, hvor en person har – eller ikke har – opholdt sig. Det skyldes, at strontium aflejres i disse dele af vores organisme, og fordi strontiumsignaturen er geografisk betinget.

Resultaterne indikerer, at Skrydstrupkvinden var født og opvokset et sted med helt andre strontiumværdier, end hvor hun blev begravet. Skrydstrupkvindens signifikante skifte i værdier, tolkes som at hun rejste og flyttede, da hun var ca. 13–14 år gammel. Herefter forbliver strontiumsignaturen den samme og svarer til det lokale område i Skrydstrup.

Et sådant bevægelsesmønster ville passe med vores historiske forståelse af ægteskabsalliancer, hvor kvinder blev indgiftet i mandens familie og flyttede. Det ville ikke være ualmindeligt i den nordiske bronzealder, men nyere studier viser at også mænd kunne udvise samme bevægelsesmønstre.

Strontiumisotopanalyserne og deres resultater er dog omdiskuterede, og forskere arbejder stadig på at forfine de nødvendige referencekort til strontium-isotopanalyserne. Du kan læse mere om denne diskussion i artiklen om Egtvedpigen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig