Skovbjerg Bakkeø

Skovbjerg Bakkeø, Danmarks største bakkeø i Vestjylland mellem Ringkøbing og Holstebro; ca. 1600 km2. Den afgrænses af åerne Storå og Skjern Å og har i modsætning til de fleste andre bakkeøer et stedvis imponerende relief. Den når i Tihøje med trigonometrisk station vest for Vildbjerg 111 m.o.h.

Området består af gletsjer- og smeltevandsaflejringer fra næstsidste istid (Saale) og er omgivet af smeltevandssletter fra sidste istid (Weichsel). Bakkeøens landskabsformer er stærkt påvirket og udjævnet af periglaciale processer som fx jordflydning, nivation og vårflom i løbet af den knap 110.000 år lange Weichsel-periode. I vest er den lavtliggende og opsplittet af Stadil Fjord og Nissum Fjord. Mellem Holstebro og Ringkøbing findes store indsander med plantager og heder. Den øvrige del er i det væsentlige dyrket land.

Fra Trehøje, 102 m.o.h., i et fredet område 8 km syd for Tihøje, er der en storslået udsigt over hele Skovbjerg Bakkeø. I klart vejr ses herfra både Vesterhavet og den jyske højderyg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig