Skotland - litteratur

Skotland - litteratur, Størstedelen af den skotske litteratur er skrevet på enten standardengelsk eller på lowland scots eller lallans, der spejler skotsk udtale i tilnærmet engelsk ortografi. Den gæliske eller keltiske sprogtradition fra det skotske højland har aldrig spillet en stor litterær rolle trods forskellige bestræbelser.

Efter en tidlig periode med heroisk-episk lyrik, således The Bruce (1376) af John Barbour (1325-95) og Sir William Wallace (ca. 1475) af Harry the Minstrel (ca. 1440-ca. 92), blomstrede rigt ornamenteret lyrik hos Robert Henryson (1430-1506), William Dunbar (1465-1530), Gavin Douglas (1474-1522), David Lindsay (1490-1555), alle i nogen grad under indflydelse af den engelske Geoffrey Chaucer.

Prosaen udvikledes i en række ikke-fiktive værker som fx John Knox' History of the Reformation in Scotland (1587). Unionen med England i 1707 blev anledningen til en patriotisme med også litterære udtryk, typisk i antologier af indsamlet skotsk lyrik, kulminerende i Robert Fergussons (1750-74) og Robert Burns' bevidst folkelige digte. I prosaen skabte Walter Scott den historiske roman med emner fra både engelsk og skotsk historie.

Den "skotske renæssance" i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig med Hugh MacDiarmid som centrum havde som mål at skabe en skotsk identitet midt i det moderne gennem anvendelse af ældre og dialektale ord.

Omkring år 2000 er der en bevægelse i retning af fornyet skotsk identitetsdyrkelse som hos lyrikeren og litteraturhistorikeren Robert Crawford (f. 1959), mens prosaisten Irvine Welsh (f. 1958) i bl.a. Trainspotting (1993, filmatiseret 1996) peger på sociale problemer, som Skotland deler med resten af den industrialiserede verden.

Læs mere om Skotland generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig