Skotland (Historie)

Skotland (Historie), 78 e.Kr. begyndte romerne en offensiv op i Skotland, og mange forter opførtes. 142 rejste romerne Den Antoninske Vold i Edinburgh-Glasgow-linjen. Det var romerne, der gav navnet picter til Skotlands befolkning, og under og efter romerne kendes pictiske bebyggelser, ofte på ældre befæstede pladser. Karakteristiske pictiske fund fra tiden efter romerne er billedsten og sten med ogham-indskrifter. I løbet af 400-t. indvandrede Dalriada-skotere fra Irland til Vestskotland, hvor hill-fortet Dunadd Castle i Argyll blev hovedsæde.

Kongeriget grundlægges (ca. 850-1286)

Navnet Skotland optræder første gang, da Kenneth 1. MacAlpin (d. 858) i 843 samlede picterne og de fra Irland indvandrede skotere under sin krone. Kongedømmet har næppe strakt sig videre end til de keltiske folkeslag i højlandet. Det var først efter erobringen af Strathclyde omkring år 1018, at skotterne for alvor gjorde sig gældende i lavlandet mod syd. Malcolm 2.s indtog i den nordligste del af England, Lothian, indvarslede en mere udfarende kongemagt, men en egentlig statsdannelse var der ikke tale om. Klanerne var fortsat dominerende i lokalsamfundet, godt hjulpet af et landskab, som satte klare grænser for den indenlandske kommunikation. Skotland oplevede dog en gradvis tilnærmelse til mere traditionelle feudale styreformer. Påvirkningen sydfra blev især følelig under David 1., som var konge 1124-53. Indvandrede normanniske godsejere fortrængte fx de gamle keltiske begreber mormaers og toiseachs fra lavlandet, og selv i det centrale Skotland satte reformarbejdet sig spor. Slaget ved Standard 1138 bremsede yderligere ekspansion sydover, og Davids efterfølgere søgte i stedet at styrke kongens stilling indadtil. Under Alexander 2. gjorde de keltiske stammer i nord et sidste forsøg på at løsrive sig, men ellers var 1200-t. en af de fredeligste perioder i skotsk historie, præget af en velstand, som bl.a. resulterede i en blomstrende udenrigshandel og et stærkt ekspanderende kirkebyggeri.

Regenter indtil unionen med England
843-858 Kenneth 1. MacAlpin
858-862 Donald 1.
862-877 Konstantin 1.
877-878 Aed (Aodh)
878-889 Eochaid og Giric
889-900 Donald 2.
900-943 Konstantin 2.
943-954 Malcolm 1.
954-962 Indulf
962-966 Dub
966-971 Culen
971-995 Kenneth 2.
995-997 Konstantin 3.
997-1005 Kenneth 3.
1005-34 Malcolm 2.
1034-40 Duncan 1.
1040-57 Macbeth
1057-58 Lulach
1058-93 Malcolm 3. Canmore
1093-94 Donald 3. Bane
1093-94 Duncan 2.
1094-97 Donald 3. Bane
1097-1107 Edgar
1107-24 Alexander 1.
1124-53 David 1.
1153-65 Malcolm 4.
1165-1214 Vilhelm 1. Løve
1214-49 Alexander 2.
1249-86 Alexander 3.
1286-90 Margrete
1290-92 interregnum
1292-96 John Balliol
1296-1306 interregnum
1306-29 Robert 1. the Bruce
1329-71 David 2.
1371-90 Robert 2. Stewart
1390-1406 Robert 3.
1406-37 Jakob 1.
1437-60 Jakob 2.
1460-88 Jakob 3.
1488-1513 Jakob 4.
1513-42 Jakob 5.
1542-67 Maria 2. Stuart
1567-1625 Jakob 6. (1.)
1625-49 Karl 1. Stuart
1649-51 Karl 2.
1651-60 engelsk styre
1660-85 Karl 2.
1685-88 Jakob 7. (2.)
1689-94 Maria 2.
1689-1702 Vilhelm 3. af Oranje
1702-14 Anne Stuart
til og med Kenneth 3. er årstallene behæftet med usikkerhed
ordenstal i parentes angiver rækkefølgen i den engelske kongerække

Kampen for uafhængighed (1286-1513)

Alexander 3.s død i 1286 uden direkte arvinger indebar en brat tilbagevenden til tidligere tiders ustabilitet. John Balliol kåredes i 1292 til ny konge, men Edward 1. af Englands indflydelse på valget reducerede ham snart til blot at have vasalstatus. Som modvægt søgte Balliol kontakt med Frankrig, en politik, som mange af hans efterfølgere kopierede. William Wallaces (kaldet Braveheart) sejr ved Stirling i 1297 genetablerede magtbalancen, men modstanden mod englænderne betragtedes endnu ikke som et nationalt anliggende. Landets førende magnater, Balliol og Robert Bruce, bekrigede først og fremmest hinanden, og med besiddelser på begge sider af grænsen var loyaliteten ofte delt. Det var først med Bruces sejr ved Bannockburn i 1314, at Skotlands uafhængighed endeligt blev sikret. Den massive opbakning bag Robert Bruce afspejlede sig i indkaldelsen af det første skotske parlament i 1326 og navnlig i den såkaldte Arbroath-deklaration fra 1320: "Vi kæmper ikke for hæder, rigdom og ære, men alene for frihed, som ingen god mand mister uden at sætte livet ind"; disse ord står fortsat som motto for den skotske frihedsbevægelse. Tiden efter Bruce var præget af stadig skiftende regentskaber, der satte udviklingen af en autoritativ kongemagt i stå. Skotlands placering i udkanten af den europæiske kulturkreds var ikke kun politisk bestemt. Landbruget var tilbagestående, og byerne var få og uden betydning for afsætningen af landbrugsprodukter. Jakob 4., den mest initiativrige af senmiddelalderens monarker, iværksatte mange administrative reformer, men det var primært lavlandet og de allerede udviklede grænseegne, der høstede frugterne af hans arbejde. Jakob konfiskerede i 1493 den magtfulde MacDonald-klans jorder, men han formåede lige så lidt som sine forgængere at integrere kelterne i den generelle samfundsudvikling.

Mellem Reformation og absolutisme (1513-1707)

Kongens død i Slaget ved Flodden mod England i 1513 var indledningen til en periode fyldt med religiøse og politiske spændinger. Katolicisme blev efterhånden identificeret med alliancepartneren Frankrig, mens den reformatoriske bevægelse indebar en tilnærmelse til Elizabeth 1.s England. Modsætningsforholdet kom klarest til udtryk i striden mellem Maria 2. Stuart som repræsentant for den uindskrænkede kongemagt og John Knox, der så monarken som samfundets tjener. Knox, arkitekten bag protestantismens indtog i Skotland, var i kirkelige anliggender moderat, men da Reformationen i 1560 gennemførtes i modstrid med monarkens interesser, udviklede den skotske kirke sig i mere radikal calvinistisk retning. Presbyterianernes gennemslagskraft hang også sammen med, at deres lægmandsinstitutioner gav mulighed for folkelig medindflydelse, som tidligere var udelukket fra det skotske politiske system. Ved Elizabeth 1.s død i 1603 indgik Skotland under Jakob 6. (1.) i en personalunion med England, hvilket øgede frygten for en højkirke efter engelsk mønster. Modstanden førte i 1638 til the National Covenant, en pagt indgået af skotske kirkefolk, som nærmest havde karakter af en religiøs og politisk uafhængighedserklæring over for en stadig mere autokratisk kongemagt. The Glorious Revolution i England i 1688 sikrede den skotske kirkes særlige status, og slutningen af 1600-t. var trods landets uvisse politiske fremtid på mange måder en kulturel blomstringstid.

Unionen med England (1707-1870)

Kongefællesskabet nødvendiggjorde en tilnærmelse mellem de to lande, og med usikkerheden om den engelske arvefølge (se Act of Settlement) var grunden lagt til skabelsen af Storbritannien. Englænderne frygtede igen at se Skotland som springbræt for en katolsk modreformation, mens skotterne på deres side erkendte de handelsmæssige fordele ved en nærmere tilknytning til England. Unionen havde dog længe karakter af et fornuftsægteskab. Unionstraktaten tog således alene sigte på en politisk integration (dvs. opløsningen af det skotske parlament), mens kirken og det juridiske system forblev uantastet. Nederlaget ved Culloden i 1746 markerede afslutningen på klanerne som magtfaktor, men åbnede samtidig for muligheden for, at Skotland kunne indgå som en mere ligeberettiget partner i unionen.

Afsmitningen fra England blev nu mærkbar inden for alle dele af samfundslivet. Indførelsen af foderplanten turnips sikrede et væsentlig højere foldudbytte, der gav basis for en udvidelse af den lukrative kødkvægeksport. Omvendt betød markedskræfternes indtog i højlandet en massiv overgang til fåreavl og en affolkning af det gamle klanområde. Skotterne fik adgang til verdensmarkedet, og infrastrukturen blev udbygget. Et omfattende kanalbyggeri bandt fra slutningen af 1700-t. landet sammen, og med jernbanens indtog i 1830'erne kunne selv afsidesliggende egne tage del i den økonomiske udvikling. Handelen var først centreret omkring kolonialvarer som tobak og bomuld, men med de store forekomster af jern og kul skete der hurtigt en forskydning i retning af sværindustri og skibsbygning omkring Glasgow og ved Clyde River.

Vejen mod selvstyre (1870-2000)

Den skotske repræsentation i det engelske underhus var længe helt domineret af frihandelstilhængere, hvilket fra midten af 1870'erne førte til stadig dårligere konkurrencevilkår for landbruget. Byerne kunne længe opsuge den overskydende arbejdskraft, men den ensidige satsning på en omkostningstung sværindustri gjorde økonomien meget sårbar over for konjunkturudsving. Svigtende afsætningsmuligheder førte i 1930'erne til en stadig dybere industrikrise med akut bolignød og massearbejdsløshed til følge. Forsøg på at skabe en bredere erhvervsprofil var uden større succes, og fra midten af 1950'erne foregik der reelt en afindustrialisering af Skotland. De store strukturproblemer, som fulgte i kølvandet på nedlæggelserne af kul- og stålindustrien, betød samtidig, at en fuldstændig adskillelse fra England længe opfattedes som økonomisk urealistisk. Nationalistpartiet Scottish National Party (SNP) blev grundlagt i 1934, men det parlamentariske gennembrud måtte vente til opdagelsen af olieforekomsterne ud for Skotlands østkyst i 1970'erne. Med sine ca. 30% af stemmerne pressede SNP nu på for en større lydhørhed over for skotske interesser, en selvstændig skatteudskrivning og et eget parlament. Forslaget om en uddelegering af magten blev dog først vedtaget ved folkeafstemningen i 1997, på 700-årsdagen for sejren ved Stirling. I den nye forfatning bevarer England kontrollen med skotsk udenrigs- og sikkerhedspolitik, men med den store opbakning bag selvstyret (75 %) rejstes en folkelig debat om Skotlands fremtidige plads i EU og Europa. Om det nye parlament, der første gang trådte sammen 1.7.1999, formår at omsætte den nyvundne økonomiske handlefrihed i konkrete politiske resultater, er et helt andet spørgsmål.

I 1999 oprettedes et regeringsorgan (Scottish Executive) med ansvar for bl.a. sundhed, uddannelse, bolig og kommunaløkonomi. Selvstyret ledes af en førsteminister; udenrigsministeriet er fortsat en del af den britiske regering, men har nu sæde i Glasgow. Valget i 1999 resulterede i en regering bestående af Labour og Scottish Liberal Democrats. SNP blev i 2007 det største parti i Skotland og kunne danne en mindretalsregering, og i 2011 fik partiet flertal i det skotske parlament. Partiets leder 1990-2000 og 2004-14, Alex Salmond, var førsteminister 2007-14. Han blev i 2014 efterfulgt både som partileder og førsteminister af Nicola Sturgeon.

Det lykkedes SNP at få gennemført en aftale med den britiske regering om en folkeafstemning vedrørende selvstændighed for Skotland. Den blev afholdt den 18.9.2014. Selvom ca. 55 % af skotterne stemte nej til fuld selvstændighed fik afstemningen ikke desto mindre sat Skotlands forfatningsmæssige forhold på dagsordenen. Skotterne fik markeret en afstand til England og regeringen i London, og repræsentanter fra de store britiske partier måtte alle love udvidet selvstyre til Skotland i forløbet op til afstemningen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig