Skopje er hovedstaden i republikken Nordmakedonien ved floden Vardar. Byen har 512.000 indbyggere (2020), hvoraf flest er makedonere, men der er et voksende albansk og et tyrkisk mindretal. Desuden findes en del romaer og indvandrede serbere.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kommer fra måske fra oldgræsk Skopia, Skope 'udsigtspunkt, vagttårn', men det var oprindelig en illyrisk by under navnet Scupi.
Også kendt som

Shkup (på albansk), Skoplje (på serbokroatisk), Üsküp (på tyrkisk)

På den østlige flodbred ligger den gamle bydel med bl.a. en stor markedsplads, mens en ny bydel med moderne forretninger, institutioner, bl.a. universitetet fra 1949, brede gader og grønne områder ligger på den anden side af floden. Skopje har kemisk industri, stålværk, cement-, glas-, tekstil-, maskin- og tobaksindustri. Som sæde for den makedonsk-ortodokse metropolit og den romerskkatolske biskop har byen mange kirker, bl.a. kirken Sveti Spas (1600-1700-tallet) og Andreas-klosterkirken (1389). Efter den osmanniske erobring fik byen et mellemøstligt præg med bl.a. Mustafa Pasha-moskéen (1492).

Skopjes historie

Umiddelbart vest for den nuværende by lå i antikken den illyriske by Scupi, som i 300-tallet e.v.t. blev romersk provinshovedstad. Efter et jordskælv i 518 flyttedes den til sin nuværende placering. Den blev beboet af slaviske folk i 700-tallet og blev serbisk i 1189. Byen blev erobret af osmannerne i 1392. I 1912 kom den til Serbien, og i 1945 blev Skopje hovedstad i den jugoslaviske republik Makedonien.

Skopje er flere gange blevet ødelagt af jordskælv og brande; den 26. juli 1963 blev byen ramt af et voldsomt jordskælv, hvorved 85 procent af boligerne blev ødelagt, 1070 mennesker omkom, og flere tusinde blev såret. Byen blev genopbygget i moderne stil ved en storstilet international hjælpeaktion.

I 1998 var der omfattende demonstrationer i Skopje til støtte for kosovoalbanerne, og i kølvandet på krigen om Kosovo i 1999, kom det i 2001 til væbnede sammenstød mellem albanske separatister og makedonsk politi og militær, bl.a. i Skopje. Efter sammenstødene er byen fortsat præget af modsætninger mellem makedonerne og det albanske mindretal.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig