Skogsbonaden, Skogstapeten, vævet vægtæppe fra Skogs Kirke i Nordsverige, kulstof 14-dateret til 1200-t. Med farvede uldtråde på en ensfarvet linnedbund er afbildet en menneskefyldt kirke med klokkehus og ringende klokker, omgivet af ryttere og vilde løver; det er antagelig et billede på kirkerne som de kristnes værn mod onde magter. Yderst står tre skikkelser med kroner på. Det findes på Statens historiska museum, Stockholm.