Skodsborg

Skodsborg, bebyggelse langs Strandvejen ved Øresundskysten nord for København; 1242 indbyggere (2014). Skodsborg ligger i Rudersdal Kommune. Station på Kystbanen fra 1897. Den sydlige del af bebyggelsen udgøres af rigmandsvillaer fra 1900-t.s begyndelse.

Faktaboks

etymologi:
Stednavnet kendes fra 1621 som Schodtzborg, formodentlig af tilnavnet Skotte og -borg.

Det centrale Skodsborg domineres af ejerlejlighedsbyggeriet Skodsborg Strandhave, opført på grunden efter en hattefabrik, som blev nedlagt 1970. Ved siden af ligger det tidligere badesanatorium, hvis bygninger efter dets ophør i 1992 delvis blev erstattet af ældreboliger.

I den nordlige del af byen er opført flere højhusblokke på skrænten neden for Jægersborg Hegn, således Høje Skodsborg (1937) og Skodsborgparken (1959-63).

Skodsborgs beboere hører til landets mest velhavende. Ved valg får de borgerlige partier ca. 90% af stemmerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig