Skandinavisk Forsøgsteater

Skandinavisk Forsøgsteater, teaterselskab grundlagt 1888 af August Strindberg, som 1887-89 boede i København. Et forbillede var André Antoines Théâtre Libre, åbnet 1887 i Paris.

August Strindberg efterlyste nutidige, korte skuespil med små ydre krav og skrev selv en række med roller til sin kone, skuespilleren Siri von Essen (1850-1912).

Åbningsforestillingen på Dagmarteatret den 2.3.1889 skulle bestå af hans egne Den Stærkeste, Creditorer og Frøken Julie, men da censuren nedlagde forbud mod Frøken Julie, blev det ved den forskudte åbningsforestilling 9/3 erstattet af Paria.

Frøken Julie blev spillet ved to lukkede forestillinger i Studentersamfundet 14/3 og 15/3, og den 16/3 gæstespillede åbningsforestillingen i Malmø. Hermed sluttede teaterselskabets aktivitet.

1989 stiftede Staffan Valdemar Holm i København Nyt Skandinavisk Forsøgsteater, som bl.a. 1992 spillede Frøken Julie i en nytolkning, forskellig fra Strindbergs oprindelig naturalistiske idéer med stykket.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig