Skamstrup Kirke

Kirkegården, som er udvidet mod øst og nordøst, er omgivet af en mur af alt fra hele og kløvede marksten til partier af ældre og nyere teglsten. Hovedindgangen med køreport er i syd.

Kirken består af et romansk skib fra 1100-tallet opført af rå og kløvede marksten. Omkring år 1450 blev kirkens kor revet ned og et nyt og større blev opført i to fags længde. Et våbenhus ud for syddøren var muligvis allerede opført tidligere, mens det nuværende tårn først omkring år 1500 har afløst det oprindelige.

På taggavlene er dekoration med kamtakker fra 1913, nogle middelalderlige blændingsfelter, dvs. murnicher, og savskifter, dvs. rækker hvor murstenene er lagt på skrå. Kirken står hvidkalket.

Af den romanske kirke står kun murværket tilbage i skibets to fag, dvs. tredje og fjerde fag fra øst. Skibets langmure har hver haft to vinduer, som kun delvist er bevaret blændet i murværket. Oprindeligt havde skibet to døre. Syddøren er ombygget og stadig i brug. Norddøren er blændet og kan nu kun anes udvendig i murværket.

Blandt kirkens senmiddelalderlige tilbygninger er langhuskoret. Gavlens spidsbuede vindue er bevaret. Den nordlige langmur har altid været vinduesløs, mens sydsiden oprindelig har haft to spidsbuede lysåbninger, som endnu kan ses over de nuværende vinduer.

Våbenhuset af rå og kløvede marksten og munkesten er også senmiddelalderligt, men har ikke bevaret nærmere daterede enkeltheder.

Den tidligste romanske kirke havde et tårn, som omkring år 1500 blev erstattet af det nuværende af marksten og munkesten. Det tidligere tårn kan spores i murværket, særligt omkring indgangen til skibet. På taggavlen mod øst har de trekantede murflader oprindelig har haft blændinger, dvs. dekorative murnicher, der nu er tilmurede.

I det indre står kirken hvidkalket. Grundet korets forlængelse kaldes kirken en langkirke, da den blev bygget i samme bredde og højde som skibet. Rummet bærer præg af det murede, krydshvælvede loft. Det blev i skibets to fag opført i anden halvdel af 1300-tallet. Korets hvælv er opført samtidig med forlængelsen i senmiddelalderen.

Tårnrummet overdækkes af et hvælv fra dets opførelse omkring år 1500. Den brede, rundbuede åbning ind mod skibet er dog fra en ombygning af det tidligere tårn omkring år 1400.

Alene våbenhuset har bevaret sit oprindelige tagværk.

I 1842 gennemførte man en hovedrestaurering efter tegninger af arkitekt C. F. Hansen (1756-1845). Her indsatte man de nuværende, rundbuede vinduer i kirkens sydside og tårn, de rundbuede døre samt fornyelsen af taggavlene, hvis blændinger og kamtakker synes elimineret i 1800’ernes første halvdel. Kamtakkerne blev som tidligere nævnt genopført i 1913.

I årene 1375-1400 udsmykkede man hvælvene i det oprindelige skib.

I det nuværende tredje hvælv fra øst er helgener, symboler og legendefremstillinger. Fra øst ses en skildring af Olav den Helliges kapsejlads med broderen Harald Hårderåde. Mod syd ses bl.a. den oldkristne martyrhelgen Sankt Æmilianus fra Trevi. Han er kappeklædt, bærer mitra (hovedklædning med to høje spidser) samt korsprydede handsker og holder i venstre hånd et træ med fligede blade. Sidstnævnte attribut, dvs. særlige kendetegn, hentyder til helgenens lidelseshistorie. Den beretter, hvordan han efter at have nægtet at tilbede hedenske guder blev bundet til et dødt træ, som derefter skød friske blade. Derefter følger den kjortelklædte Sankt Laurentius med rist og bog i hænderne, og rækken af stående helgener afsluttes af Sankt Peter med en stor nøgle i højre hånd. Mod vest ses et træ samt en vinget grif og en løvinde som opvækker sine tre døde unger. Det er en dyrefabel, der symboliserer Kristi opstandelse. Mod nord er et blomstrende træ i midten flankeret af Sankt Mikael Sjælevejeren mod vest og mod øst af Olav den Hellige sammen med en dobbeltørn.

I fjerde hvælv var malet samtidige kalkmalerier, som fremstillede syndefald og dommedag. Grundet dårlig stand blev de overhvidtede.

I tårnrummet blev der omkring år 1400 udført kalkmalerier. På tårnbuens underflade er der malet to modstillede røde drager med grå vinger. Umiddelbart over buen på tårnrummets østvæg ses en delvist bevaret scene af korsfæstelsen.

I første og andet fag, dvs. i koret, udsmykkede Isefjordsværkstedet i årene 1460-80 hvælv og vægge, som dog kun er bevaret i andet fag. Her skildres scener fra Kristi barndomshistorie i nord. Mod øst, syd og vest vises oldkristne martyrier, som handlingsmæssigt er forbundet af Sankt Laurentius, der som barn blev gemt af djævelen i et laurbærtræ (heraf helgenens navn).

Middelalderen repræsenteres af flere inventarstykker.

Den romanske døbefont er af granit. På den cylinderformede fod ses uregelmæssige vertikale fortykkelser, hvor den ene er formet som en slange med snoet krop og hovedet bøjet til højre. Slangen kan symbolisere det onde, Djævelen.

På skibets nordvæg over for indgangsdøren hænger to figurer, som er resterne af en sengotisk altertavle. Den ene figur er af en røver, og den anden er en dobbeltfigur af den grædende Maria og Johannes, der står bagved hende.

Ved sydvæggen i andet fag står en sengotisk degnestol, som har adskillige fornyede dele.

De to østligste rækker af kirkebænke er indrettet til herskabsstole, og en af gavlene bærer det reliefskårede årstal 1584.

Den usædvanlige prædikestol er fra 1591. I de store felter ses i øverste række afbildet Kristus og de fire evangelister. I nederste række ses Sankt Laurentius med bog i højre hånd og rist i venstre. Hans tilstedeværelse på en prædikestol fra tiden efter reformationen kan skyldes, at han fra gammel tid var kirkens værnehelgen. I næste felt står Paulus med sværd i højre hånd, herefter våbenet for Giøe og Rosenkrantz, dernæst Peter med nøgle og i feltet nærmest vinduet en præst med opslået bog.

Altertavlen fra omkring år 1800 er nyklassicistisk. Tavlen er arkitektonisk opbygget med to fritstående, joniske søjler og pilastre, dvs. halve søjler, som bærer en trekantgavl. Maleriet i midten forestiller opstandelsen. Det er i olie på lærred, og det er angiveligt udført udført af kancelliråd Cornelius Høyer (1741-1804).

Kirkens bænke stammer stort set alle fra 1925.

Under koret stødte man i 1958 på to gravkamre med i alt otte kister fra 1600- og 1700-tallet.

I korets sydvæg er et epitafium, dvs. et mindesmærke, fra 1671 indmuret. Det er til minde om sognepræst Nic(olai) Wand(s)tad og hustru Magdalena Poulsdatters tre børn.

Ophængt på korets nordvæg i andet hvælvfag fra øst er ligeledes et epitafium. Det er fra 1745 over Kancelliråd Henrich Hansen Holm.

På kirkegården findes en gravsten fra 1300-tallet ved våbenhusets østmur, som dog ikke længere kan tydes.

Desuden er ud for koret en såkaldt bondegravsten fra 1656, og vest for tårnet står en gravsten fra 1669 over pigen Darete Nelsdater, som er en genanvendt sten fra 1300-tallet.

Flere gravsten fra 1600- og 1700-tallet er bevaret på kirkegården.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Skamstrup Kirke på sogn.dk