Skalk, dansk populærvidenskabeligt tidsskrift om aktuelle emner inden for arkæologi, historie, runologi, folkemindevidenskab m.m., skabt af Harald Andersen (1917-2005) og udgivet siden 1957. Skalk slog fra begyndelsen positivt an med sit lille format, enkle opsætning og klare, pædagogiske præsentation af forskningsresultater. Tidsskriftet har især haft stor betydning for formidling af arkæologien og har bidraget til fagets popularitet. Skalk udgives af Den Kulturhistoriske Institution Wormianum, Højbjerg og har ca. 22.000 abonnenter (2007).