Skødstrup

Skødstrup, stationsby og forstadsbebyggelse 15 km nord for Aarhus. Siden 1960'erne er byen vokset sammen med Løgten. Der er nærbaneforbindelse ad Aarhus-Grenaabanen til Aarhus' centrum, og byen ligger ved rute 15 mod Aarhus.

Faktaboks

etymologi:
Stednavnet kendes fra 1245 som Skeffstrop, gen. af tilnavnet gammeldansk Skēf og -torp 'udflytterbebyggelse'.

Bebyggelsen ligger i skrånende terræn i randen af den østjyske israndslinje ned mod Aarhus Bugt. Den ældste del mod øst ligger omkring den romanske Skødstrup Kirke, indviet 1180, med oprindelige dele - skib og kor - i granitkvadre. Vest for banen er der to parcelhuskvarterer fra 1970'erne. Syd for byen findes et erhvervsområde med mindre virksomheder, lagre for detailhandel, en slikfabrik samt en teknisk skole.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig