Skänninge, svensk industriby øst for Vättern; 3191 indb. (2000). Den oprindelige by er nævnt første gang på en runesten fra 900-t. Den var centrum i et af Sveriges bedste landbrugsområder. I 1200-t. udviklede den sig bl.a. med tyske købmænd til en by; senere kom et kloster til, og Skänninge blev efterhånden et af Sveriges kulturelle centre. Byens årlige augustmarked minder fortsat om fordums storhed.