Sjællandske Medier

Sjællandske Medier, indtil 2002 Sjællandske Dagblade, dansk aktieselskab, der tidligere udgav avisen Sjællandske og nogle distriktsblade. Selskabet overtog i 2001 Mediehuset i Næstved, bestående af en TvDanmark 2-station og Radio Næstved.

Ved fusionen den 1.1.2008 mellem Sjællandske og Dagbladet A/S, der udgav Dagbladet Ringsted og Frederiksborg Amts Avis, blev Dagbladet A/S det fortsættende selskab med navnet Sjællandske Medier A/S.

Pr. 1.1.2013 fusioneredes Sjællandske Medier A/S med A/S Medieselskabet Nordvestsjælland, der udgiver dagbladet Nordvestnyt (til 2011 Kalundborg Folkeblad og Holbæk Amts Venstreblad). Det nye selskab, der foruden de fire dagblade udgiver en lang række ugeaviser og nettjenester og driver trykkerier, radiostationer og en tv-station, viderefører navnet Sjællandske Medier A/S.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig