Sipho Sidney Sepamla, 1932-2007, sydafrikansk forfatter. Sepamlas digtsamlinger The Blues Is You in Me (1976), The Soweto I Love (1977, da. Soweto som jeg elsker, 1982) fremmaner sort afrikansk selvbevidsthed og fællesskabsfølelse som alternativ til elendighed og undertrykkelse under apartheid. Hans roman A Ride on the Whirlwind (1981) skildrer Soweto-opstanden i 1976 som et gennembrud i modstandskampen.