Sint Eustatius

Sint Eustatius, lokalt Statia, ø i Caribien; en af de nordligste i De Små Antiller; 21 km2, 4000 indb. (2013). Hovedby: Oranjestad. Øen hørte 1954-2010 til De Hollandske Antiller. Mod syd ligger den udslukte og regnskovsdækkede vulkan The Quill, i hvis krater der tidligere blev dyrket kaffe.

Efter en omtumlet historie er befolkningen meget sammensat. Indtil øen blev hollandsk i 1784, havde den været i skiftende hænder 22 gange. I 1700-t. var Oranjestad en vigtig transit- og frihandelshavn med måske 20.000 indbyggere, og den spillede en vigtig forsyningsrolle under Den Amerikanske Revolution.

Sint Eustatius blev i 1954 en del af selvstyregruppen De Hollandske Antiller under det nederlandske kongerige, se Holland, men efter en årrække med indbyrdes uenighed mellem medlemmerne om forholdet til Holland, blev De Hollandske Antiller formelt opløst i 2010. Sint Eustatius fortsatte herefter som en særlig kommune under Holland i lighed med øerne Saba og Bonaire.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig