Single Transferable Vote, STV, form for forholdstalsvalg, hvor vælgerne på stemmesedlen markerer præferencer for kandidaterne (1, 2, 3 osv.), som kan overføres mellem kandidaterne, der for at blive valgt skal have opnået et stemmetal, der mindst svarer til det fordelingstal, der er gældende for det pågældende valg. Når en kandidat er blevet valgt, overføres senere vælgerpræferencer for ham eller hende til den næste præference på stemmesedlerne, ligesom de lavest rangerede kandidater udgår en efter en, indtil alle mandater er fordelt. Den første udformning af STV, som i øvrigt kun bruges få steder (bl.a. i Irland), var den danske Andræs metode.