Faktaboks

Sinan Ogan

På tyrkisk skrevet Sinan Oğan

Født
1. september 1967, Igdir, Tyrkiet
Sinan Ogan i 2023.
.
Licens: CC BY SA 4.0

Marts 2023.

.
Licens: Public domain

Sinan Ogan er en tyrkisk akademiker og nationalistisk politiker. Han var den eneste partiløse præsidentkandidat, der stillede op til det tyrkiske valg den 14. maj 2023.

Baggrund og uddannelse

Sinan Ogan er født i Tyrkiets østligste provins Iğdır, der grænser op til Aserbajdsjan, Armenien og Iran. Hans familie tilhører det aserbajdsjanske mindretal i Tyrkiet.

Sinan Ogan er uddannet økonom fra Marmara Universitet, og han har en ph.d. i Internationale relationer og statskundskab fra Moskvas Statslige Institut for International Politik.

Ogans politiske aktivitet begyndte under studietiden. I 1990 arrangerede han store demonstrationer i Istanbul mod Sovjetunionens militære indgreb i Aserbajdsjans hovedstad Baku den 20. januar i samme år.

Sinan Ogans akademiske karriere

I 1992 blev Sinan Ogan ansat som videnskabelig assistent ved Marmara Universitets Institut for Turkologi. I 1993 blev han sendt til Aserbajdsjan i forbindelse med sit arbejde. Efterfølgende var han ansat som lektor og prodekan på Aserbajdsjans Statsuniversitet for Økonomi fra 1993 til år 2000.

Parallelt med den akademiske karriere havde Ogan også et bijob som repræsentant for TIKA (Tyrkisk samarbejds- og koordineringsagentur) i Aserbajdsjan, der er tilknyttet Tyrkiets udenrigsministerium.

Kontakten til Abulfaz Elchibey

Inden Sovjetunionens opløsning, i 1988, fik Sinan Ogan kontakt til Abulfaz Elchibey, der var leder af den aserbajdsjanske folkebevægelse, Aserbajdsjans Folkefront. Efter Aserbajdsjans uafhængighed i 1991 blev Elchibey valgt som landets anden præsident i 1992. Herefter blev Sinan Ogan tilknyttet Elchibeys præsidentembede.

I en kort periode i år 2000 arbejdede Ogan i den private sektor i Aserbajdsjan, men vendte tilbage til Tyrkiet efter Elchibeys død samme år. Han betegner sig selv som Elchibeys elev og en af hans tætteste kolleger.

Grundlæggelsen af tænketanken TÜRKSAM

Tilbage i Tyrkiet begyndte Sinan Ogan at arbejde for den tyrkisk-nationalistiske tænketank Center for Strategiske Studier vedrørende Eurasien.

I 2004 grundlagde han tænketanken TÜRKSAM og medvirkede i mange debat- og analyseprogrammer på TV om tyrkisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Mellem 2001 og 2005 skrev han flere artikler til tidsskrifter, hvor han bl.a. kritiserede Aserbajdsjans daværende præsident Heydar Aliyev og landets præsidentvalg, hvor Aliyevs søn Ilham Aliyev blev valgt til posten. Ogans artikler blev udgivet i aserbajdsjanske aviser, hvilket resulterede i, at Ogan fik indrejseforbud i landet. I de efterfølgende år blev hans forhold til Aserbajdsjan dog forbedret, og i 2011 modtog han den aserbajdsjanske Fremskridtsmedalje af Ilham Aliyev.

Sinan Ogans politiske karriere

I 2006 begyndte Sinan Ogan at udarbejde udenrigs- og sikkerhedspolitiske rapporter til partilederen Devlet Bahceli fra Det Nationalistiske Bevægelsesparti. Rapporterne fik Bahçelis opmærksomhed, og han inviterede Ogan til at blive medlem af partiet. I 2011 stillede Ogan op til parlamentsvalget fra sin hjemby Iğdır, og Det Nationalistiske Bevægelsesparti blev det største parti i Igdir med Ogan som spidskandidat.

Efter parlamentsvalget i 2015 krævede Ogan, at der skulle afholdes en ekstraordinær generalforsamling. Her offentliggjorde han, at han ville stille op som partileder, hvilket var imod partiets traditioner. Ogan blev ekskluderet, men han sagsøgte partiet og fik medhold i retssagen, hvorefter han vendte tilbage til partiet. Ogan blev dog ekskluderet igen i 2017, hvorefter han fortsatte som løsgænger.

På trods af mange tilbud fra andre partier har Ogan valgt ikke at skifte eller stifte parti. Han har flere gange givet udtryk for, at han en dag vil overtage partilederposten i Det Nationalistiske Bevægelsesparti.

Politisk linje

Sinan Ogan er nationalist, pantyrkist og kemalist. Han er modstander af kurdisk separatisme. På trods af sine nationalistiske standpunkter formår han at fremstå som en demokrat, der går ind for de demokratiske værdier og principper. Han er stærkt inspireret af Kemal Atatürk og Abulfaz Elchibey.

Ogan som præsidentkandidat i 2023

Sinan Oğan valgte at stille op som partiløs præsidentkandidat til valget i 2023, hvor han indgik i ATA-alliancen, der består af mindre, nationalistiske partier med en hård indvandringspolitik. Han mener ikke, at de tyrkiske nationalister bliver repræsenteret af Recep Tayyip Erdogan, Kemal Kilicdaroglu eller Muharrem Ince. Han har bl.a. udtalt, at tyrkiske nationalister og kemalister ikke skal tvinges til at ”holde en pind med to spidser af terror”, hvilket hentyder til hhv. det kurdisk-islamistiske Den Frie Sags Parti, som støtter Erdogan, og det kurdisk-socialistiske Folkenes Demokratiske Parti, som indirekte og uofficielt støtter Kemal Kilicdaroglu. Ogan beskylder begge partier for at have en relation til terrorbevægelser.

Et af Sinan Ogans vigtigste politiske løfter og mærkesager som præsidentkandidat er at hjemsende de mange millioner flygtninge inden for et år. Desuden havde han i 2014 foreslået et ministerium for katastrofer, som han ønskede at realisere, hvis han blev valgt som præsident.

Præsidentvalget i 2023

Sinan Ogan fik 5 % af stemmerne til præsidentvalget, hvor de var fordelt på tværs af Tyrkiet med en stemmeprocent mellem ca. 2 til 8 %. Han fik flest stemmer fra sin hjemby Igdir med 12 %.

Ingen af præsidentkandidaterne kom over 50 %, og Ogan var den kandidat, der fik færrest stemmer. Derfor kunne Ogan ikke fortsætte til anden runde, men kunne fortsat påvirke præsidentvalget.

Anden runde

Ogan og hans 5 % af stemmerne var i stand til at afgøre præsidenten i anden runde, hvis han og hans vælgebase ville støtte en af de tilbageværende præsidentkandidater. Få dage efter første runde offentliggjorde Ogan og ATA-alliancen en række krav med nationalistisk dagsorden, som præsidentkandidaterne skulle acceptere, hvis de ønskede deres støtte i anden runde. Efterfølgende fik Ogan afholdt møder med begge præsidentkandidater, hvorefter han, på trods af uenighed med ATA-alliancen, valgte at offentliggøre sin støtte til Erdogan i præsidentvalgets anden runde.

Erdogan vandt præsidentvalgets anden runde med lidt over 52 % af stemmerne. Ifølge Sinan Ogan havde hans støtte til Erdogan haft en afgørende rolle for valgresultatet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig