Simone Martini

Simone Martini, ca. 1284-1344, italiensk maler, født i Siena. Med sin levende, lyriske stil og sin sans for virkelighedsskildring fornyede Simone Martini den højtidelige sienesiske gotik, som Duccio havde skabt.

Hans tidligste kendte værk er den store fresko Maestà (1315) i rådhuset i Siena, hvor han senere også malede freskoen med feltherren Guidoriccio da Fogliano (1328).

I den mellemliggende periode arbejdede han tillige i Napoli, Pisa og Orvieto, og han udsmykkede et kapel i underkirken i San Francesco i Assisi (ca. 1326) med scener fra den hellige Martins liv.

Blandt Simone Martinis mange altertavler er den kendteste Bebudelsen, malet 1333 sammen med svogeren Lippo Memmi til domkirken i Siena (nu i Uffizierne, Firenze). Fra 1340 til sin død virkede han ved pavehoffet i Avignon.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig