Simested Å, 50 km lang å i Himmerland. Den deler næsten udspring med Lindenborg Å ved sydvesthjørnet af Rold Skov og har udløb i Hjarbæk Fjord. Fra udspringet løber Simested Å sydpå i en smal tunneldal med 15-20 m høje skrænter. Her findes flere dambrug. Vest for Hobro drejer den mod nordvest og følger indtil Simested en bred smeltevandsdal. Fra Simested-Aalestrup er ådalen atter en smal tunneldal mod syd, og åen har mange slyng.

13-14 km af ådalen mellem Aalestrup og Borup blev fredet i 1970, i alt 455 ha. Fra 5 km før udløbet er dalen udvidet af Litorinahavet; her udnyttes engene bl.a. til græsning og høslæt. Åen ligger i hele sit løb dybt i terrænet og har en stabil vandføring, ca. 2 m3/s nær fjorden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig