Siméon Denis Poisson, 21.6.1781-25.4.1840, fransk matematiker og fysiker, professor ved École polytechnique 1806 og ved Faculté des sciences i Paris fra 1809. Han bidrog til alle dele af den rene og anvendte matematik, bl.a. sandsynlighedsregning (Poisson-fordelingen), potentialteori (Poissons ligning), elektro- og magnetostatik, varmeledning og celest mekanik.