Siljan, sø i Dalarna i Mellemsverige; 290 km2, 133 m dyb. Søen ligger mellem Mora og Leksand og har om sommeren mange turister. Den rummer én større ø, Sollerön. I Rättvik på den østlige søbred illustreres på byens naturmuseum, hvordan den geologiske struktur Siljanringen menes dannet ved et meteornedslag for ca. 400 mio. år siden.