Sikyon

Sikyon, oldgræsk bystat på ca. 400 km2 på Nordpeloponnes vest for Korinth. Ca. 650-550 f.Kr. var den styret af tyranner, der alle tilhørte Orthagoridernes slægt. Den berømteste af tyrannerne var Kleisthenes (500-t. f.Kr.), der var bedstefar til den Kleisthenes, der i 510 f.Kr. styrtede tyrannerne i Athen. I 251 f.Kr. blev Sikyon indlemmet i Det Achaiske Forbund.

Sikyon var bl.a. berømt for sin skulpturskole og sine bronzearbejder. I tidlig tid lå byen på en slette og over den en akropol. I 303 f.Kr. flyttede kong Demetrios byen op på akropolen. Her er fundet rester af helligdomme, agora, buleuterion (40 m×41 m), stoa, gymnasium, teater og stadion. Fra den romerske periode stammer et velbevaret badeanlæg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig