Sigurd Ribbung, 1203-1226, norsk oprørskonge. Sigurd var søn af baglerkongen Erling Steinvegg, blev 1219 valgt til konge af ribbungerne og deltog uden større held i deres mange angreb på Håkon 4. Håkonsson og Skule Bårdsson. I 1223 overgav han sig til Skule og forsøgte på et rigsmøde at blive anerkendt som kongsemne. Det mislykkedes. I 1226 indtog han Oslo og døde der.