Sigurd Ibsen, 1859-1930, norsk politiker og forfatter; søn af Henrik Ibsen, gift med Bergliot Ibsen og far til Tancred Ibsen. Efter ansættelse i udenrigstjenesten var Ibsen 1902-03 medlem af den norske regering og derefter indtil 1905 leder af den norske statsrådsafdeling i Stockholm. Han arbejdede for norsk selvstændighed, men ønskede spørgsmålet om en opløsning af den svensk-norske union løst gennem forhandlinger med Sverige; da Stortinget gik imod hans forhandlingslinje, tog han sin afsked. Fra 1906 var han medlem af Den Faste Voldgiftsret i Haag. Ibsen skrev flere samfundsvidenskabelige og litterære bøger.