Sigurd Evensmo, 1912-1978, norsk journalist og prosaforfatter med nær tilknytning til arbejderbevægelsen. Som NATO-modstander kom han tidligt på kant med Arbeiderpartiet og blev en af de ledende skikkelser i det politiske miljø, som førte til dannelsen af SF (nu SV). Debutromanen Englandsfarere (1945, da. 1946) fortæller om en gruppe modstandsfolk, som blev henrettet under krigen, og var en af den nære efterkrigstids bestsellere. Evensmo fulgte hovedtematikken op i trilogien Grenseland (1947), Flaggermusene (1949) og Hjemover (1951). Han skrev også rapportbøger, forlagshistorie og bl.a. en norsk filmhistorie. Hans to bind memoirer, Inn i din tid (1976) og Ut i kulda (1978), giver bl.a. indtrængende skildringer af det venstreradikale miljø under den kolde krig.