Sigur Rós er et islandsk postrockband, der blev dannet i 1994 af Jón Þór "Jónsi" Birgisson (f. 1975), sang, guitar, keyboard, Georg Hólm (f. 1976), bas, og Ágúst Ævar Gunnarson (f. 1976), trommer. Gruppen blev i 1998 udvidet med Kjartan Sveinsson (f. 1978), keyboard, og i 1999 blev Gunnarson erstattet af Orri Pál Dýrason (f. 1977). Sveinsson forlod gruppen i 2013 og Dýrason i 2018.

Gruppen debuterede i 1997 med albumet Von og gjorde sig internationalt bemærket i 1999 med udgivelsen af albummet Ágætis byrjun, som er blevet karakteriseret som en af 1990'ernes vigtigste udgivelser. Siden er fulgt de kritikerroste album () (2002), Takk... (2005), Með suð í eyrum við spilum endalaust (2008), Valtari (2012) og Kveikur (2013). Sigur Rós udsendte koncertfilmen og -albummet Inni i 2011.

Sigur Rós spiller æterisk, meget elektronisk påvirket musik. Birgissons falsetsang og guitarspil med anvendelse af en cellobue er karakteristisk. Gruppen har påvirket mange kunstnere, og dens musik er bl.a. anvendt i et stort antal film- og tv-produktioner.

Sigur Rós' tekster er enten på islandsk eller vonlenska, undertiden også kaldet hopelandic, som er et vrøvlesprog hvor der synges med fonemer, der ikke har betydning, men som gruppen mener passer til musikkens øvrige stemning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig