Sigismund af Luxembourg

Faktaboks

Sigismund af Luxembourg
født:
1368
død:
1437

Sigismund af Luxembourg, Sigmund, 1368-1437, konge af Ungarn fra 1387 og Bøhmen fra 1419; tysk-romersk kejser fra 1433. Ved sit ægteskab med en datter af Ludvig 1. den Store af Ungarn blev Sigismund, der var kejser Karl 4.s yngste søn, i 1387 kronet til konge af Ungarn.

Han anførte flere korstog mod osmannerne, men led i 1396 et alvorligt nederlag ved Nikopolis. Ved kong Ruprechts død i 1410 blev han valgt til ny tysk konge og i 1419 tillige af Bøhmen og derved inddraget i korstogene mod husitterne.

I 1433 kronedes Sigismund til kejser af paven. Gennem sit engagement i det kirkelige reformarbejde fik han afgørende indflydelse på Det Store Skismas ophør.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig