Fra huler i Altajbjergene kendes redskaber fra ældre palæolitikum og kulturen moustérien. Den spredte sibiriske befolkning levede af jagt på mammut, rensdyr, bison, vildhest og saigaantilope. På flodterrasser i området omkring Bajkalsøen kendes talrige bopladser fra yngre palæolitikum, ca. 35.000-9300 f.v.t. På bopladsen ved Malta fra ca. 21.000 f.v.t. er der fundet runde, teltformede hytter og figuriner, udskåret i ben og mammuttand.

Sibirien i Mesolitikum

Efter isens afsmeltning ca. 9300 f.v.t. forløb kulturudviklingen i forskellig retning i de geografisk adskilte dele: Det nordlige og østlige Sibirien blev i mesolitikum befolket af fiskere og jægere. Deres livsgrundlag og tankeverden gengives i helleristninger med billeder af elg, hjort og bjørn. Mange steder forblev de basale levevilkår uændrede i årtusinder, endda helt frem til historisk tid som hos de bofaste jægere og fiskere på den nordlige tundra.

I skovbæltet mod nord indførtes brugen af keramik efter 5000 f.v.t., mens landbrug blev praktiseret i begrænset omfang. Et egentligt neolitisk stadie med kvæghold og agerbrug uden metalproduktion kan ikke påvises i Sibirien, hvis korte somre og hårde vintre krævede specielt tilpassede afgrøder.

Bronzealderkulturerne

Afgrøder i form af hvede og byg ankom omtrent samtidigt med kvæg- og fårehold i Altaj-regionen.

Afanasjevo-kulturen

I den tidlige bronzealder, efter ca. 3500 f.v.t. ankom kvægnomader til stepperne omkring floden Jenisej, hvor de udbredte Afanasjevo-kulturen. Dens grave i runde høje, kurganer, var sparsomt udstyret med smykker af sølv, guld, kobber og jern, udvundet af meteorsten. Afanasjevo-kulturen har muligvis haft en primitiv form for korndyrkning som supplement til det langt vigtigere kvæghold. Det står dog ikke klart, om dette primitive agerbrug er optaget fra kulturer i de frodigere centralasiatiske bjergområder eller medbragt fra Yamnaya-kulturen på de vestlige stepper.

Okunevo-kulturen

I Minusinsk-området opstod Okunevo-kulturen omkring 2500 f.v.t., der var en ny blandingskultur ud af kontakten mellem de indvandrede kvæghyrder og lokale jæger-samler-grupper, hvilket også ses afspejlet i den genetiske arvemasse.

Seima-Turbino-fænomenet og Andronovo-kulturen

Seima-Turbino-fænomenet (ca. 2100-1700 f.v.t.), et hurtigt ekspanderende kulturnetværk især kendt for metalproduktion, har rødder i Okunevo-kulturen og menes at kunne forklare spredningen af de uralske sprog. Da Andronovo-kulturen spredte en ny form for kvægavl baseret på domesticeringen af hesten i Sintashta-kulturen, opstod der et bælte af kontakt mellem metalarbejderne i Seima-Turbino-kulturerne og kvæghyrderne på stepperne.

Andronovo-kulturen blev i 1200-tallet f.v.t. efterfulgt af Karasuk-kulturen, en blandet befolkning med mongolsk islæt bestående af bønder og fårehyrder.

Jernalderen

I tidlig jernalder i 600-tallet f.v.t. opstod der blandt kvæghyrder i Altaj og i dalen ved Minusinsk et hierarki, hvis rigdom afspejler sig i fyrstegrave (se Pazyryk), og hvis kunsthåndværk kendetegnes af den skythosibiriske dyrestil. For europæerne var de gentagne indfald af beredne nomadefolk fra Centralasien en trussel, først med kimmerier og skyther og senere med alanere og hunner.

På østkysten har man siden 2000-tallet f.v.t. ved floden Amur drevet laksefiskeri sideløbende med et forholdsvis beskedent landbrug. Laksefiskeri kendes også fra Kamtjatka fra 1000-tallet f.v.t., og nordpå ved Beringstrædet drev inuitiske samfund hvalfangst ca. 200 f.v.t.-1200 e.v.t. Rensdyravl bredte sig i Nordsibirien med samojedefolkets indtog i det første årtusind f.v.t.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig