Shuowen Jiezi

Shuowen Jiezi, Forklaring af simple tegn og analyse af sammensatte tegn, kinesisk ordbog af Xu Shen (ca. 58-ca. 147), fuldført 121, den første af Kinas ordbøger, som er baseret på tegnenes struktur frem for på deres betydning eller udtale. Den omhandler 9353 tegn, klassificeret som enten wen 'simple tegn' eller zi 'sammensatte tegn' (bestående af mindst to simple) og grupperet under 540 radikaler, dvs. betydningsangivere. Xus analyse viste, at ethvert wen var en radikal, og at ethvert zi indeholdt en sådan. For hvert wen og zi angav han betydning, struktur og udtale.

Xus tegnanalyser hviler på læren om liu shu 'seks skriftklasser'. Teorier herom var gamle, men hans version er den ældste bevarede og har siden været almindelig antaget. De tegnformer, han valgte at analysere, var også gamle, fra før Qintiden (221-206 f.Kr.), og hans fortolkninger af dem har derfor været et vigtigt led i udforskningen af de endnu ældre skriftformer, man i 1900-t. har fået kendskab til. Endelig er det radikalsystem, han skabte, stadig i brug, om end radikalernes antal i tidens løb hårdhændet, men praktisk er reduceret til 214. I ordbøger, som medtager de i 1956 indførte forenklede tegn, svinger radikalantallet fra 189 til 250. Se også kinesisk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig