Shaoyang, Baoqing, by i Hunanprovinsen i Kina; 1,1 mio. indb. (2003). Byen er trafikknudepunkt og marked for oplandets landbrugsprodukter, korn, sojabønner og bomuld foruden tømmer og andre skovbrugsprodukter. Byen er kendt for sit traditionelle håndværk; her laves kalligrafipensler, papir, udskåret bambus og jernvarer. Siden 1949 har der været en vis industriudvikling, bl.a. maskin- og bildele, med energi fra lokale kul og el fra et stort vandkraftværk i Zhexi, 100 km mod nord.